Hop til indhold
MissBreathless

Part 1

Indlæg: 17    Kommentarer: 25   
Se mere fra Part 1

Om denne blog

Indlæg i denne blog

MissBreathless

Let us call him M I N E

 ..  Jeg ender altid med at skrive når jeg har en eksame, og jeg ikke rigtigt kan sove, og alle de tanker bare flyder. Hvis jeg skal være helt ærligt, så havde jeg lidt glemt at jeg havde denne blog, fordi jeg nok ikke bruger den så meget som jeg troede at jeg ville. Jeg ville ikke lave flere løfter om at skrive mere herinde, som jeg tidligere har gjordt, jeg skriver når jeg har noget at skrive, og and i got some tea to spill. 

tumblr_nruxd53brX1uylv3yo1_400.gif.37e3033649323fc0e06065b44cf431ef.gif

 

Well lad os starte med den nye flirt in mit liv. 

 

tumblr_osxev3Vy4q1ujcvduo1_500.gif.e8ca679373f7b48e644ff9bac683564e.gif

 

Jeg har skrevet med ham i et par uger nu, (faktist i lidt over en måned) og han er bare så god for mig. Det er bare som om han er skabt til mig, at han kan være min bedre halvdel. Men igen jeg har ikke mødt han endnu, og har kun skrevet med ham, men vi skriver sammen hverdag, flere gang om dagen, vågner med en sød morgenbesked fra ham, og så skriver vi en del i løbet af dagen, og jeg sender tit en godnat besked til ham, da jeg går senere i seng end ham. Det er bare som om at hvis jeg havde mødte ham før nu, så ville jeg ikke være klar til ham og omvendt. Vi har bare de sammen mål og ønsker for livet, og det er som om jeg kunne skrive hvad som helst, og han ville acceptere det, og hvor jeg er dårligt til at skrive eller dele min følelser, der er han bedre til at være skubbe mig, og til selv at dele det, og hvor jeg mere modig i forhold til at tage flere chancer, der er han mere genert, men gerne vil prøve mere på grund af mig. Vi afbalancere hinanden hinanden meget godt.  En del af mig er åh så lykkelig, fordi jeg virkelig tror at dette kan blive til noget godt, og en anden del af mig er bange fordi jeg allerede er faldet så hårdt for ham, selvom jeg prøver at holde mig selv tilbage og bliver ved med at sige "vent nu til at du møder ham," jeg er bange for at vi måske er helt anderledes når vi første står foran hinanden, jeg er bange for at kemi måske ikke er der når vi skal se hinanden i øjne, eller hvad nu hvis han har en anden idea i hans hoved om hvordan jeg virkelig er. Jeg er bare lettet over at jeg har fortalte ham om min sygdom, og han ved den del af mig. Vi har flyttet vores samtale på messenge, og er derfor venner på facebook, hvilket gøre det lidt mere virkelig, da han kan se alle mine billeder af mig, dem af min ar, og dem hvor jeg sad i kørestole. og jeg kan selvfølgelig stalk ham. Det er bare utroligt hvor meget han fylder af min hverdag, uden at rigtigt være det. Jeg skal for første gang snakke i telefon med ham i denne uge, og høre hans stemme, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften, og vi har aftale at vi skal mødes her til december.  Jeg glæder mig bare til den dag hvor jeg kan sidde overfor ham,  og se hvor dette kan føre hen til, den dag hvor jeg kan række ud efter hans hånd, eller få et lille kys, eller se hans smil, eller få et kram, jeg glæder mig til en mulig fremtid med ham. Til alle vores første gang sammen.. Det er bare så let at se en fremtid med ham, og det skræmmer mig ikke som det normalt plejer at gøre. Han er ikke som andre fyre jeg normalt er sammen med, og det er bare en af de  mange ting jeg langsom er faldet for. 

tumblr_oxxi9ku9wE1tjz72bo1_500.gif.a0a8346227a06593aedc98795ef0852f.gif

Lad os slutte med M I N  flirt for denne gang, så jeg kan sove med et smil på mine læber. 

MissBreathless

Kære Dagbog

Kære Dagbog. 

Vi er ligeglad, virkelig ligeglad. Træt af du føler dig træt og føler at du har et behov for at fortælle om din dirrty tanker. Eller er vi måske bare ligeglad med dig som person. Måske synes vi bare at du er en selvoptaget egoistisk møgforkælet møgunge. Eller du kan måske selv vælge hvad vi hader eller er træt af ved dig, fordi der er så mange muligheder. Din personlighed BVDR!  

Seriøst, hvem kan have så meget depression, eller angst over det mindste? Det er YNKELIGT. Virkelig ynkelig. Du er bange for at være social? For at være sammen med din familie? For at blive dømt? For at dumpe? For aldrig at blive til noget? Du er bange for alt! Seriøst, hvorfor ikke bare dræbe dig selv hvis du er så bange? Hvad er det overhoved for et liv at leve hvis du er så bange for alt? 

Vi kan kun forstille os hvor ynkelig det er at vågne op med den kedelig mavefornemmelse. "Tør jeg idag, eller tør jeg ikke?" Med spørgsmålet i hoved "Tør jeg? Eller tør jeg ikke?" "Er jeg ynkelig?" 

Svaret vil altid være JA. Slut nu det latterligt dit liv, hvis man overhoved kan kalde det at leve, fordi det er helt ærgeligt talt YNKELIGT! 

Alle prøver mere end dig, alle gøre mere end dig, og ja, ALLE er pænere, klogere, bedre end dig, så tror os når vi siger dette. INGEN, og vi mener INGEN vil savner dig. 

 

Kærlig hilsen

Din venner, familie, og alle som du tror elsker dig. 

P.s Det gøre de ikke. 

((Min værste marriedt, og min frygt, for hvad folk ville sige, hvis jeg indrømme mine svagheder, og min inderste tanker for de mennesker nær mig. ))

MissBreathless

Slay baby'girl, JUST SLAY!

Jeg tænkte at en lille opdatering passer, nu hvor jeg alligevel ikke kan sove.. (Selv om jeg burde da jeg har en eksame imorgen.)

 

Livet som student.

tumblr_ojyn8q3Z4H1qkejxno1_500.gif

I denne semester så har jeg virkelig gjorde en indsat. Jeg har brugt så meget mere tid på at studere end jeg normal plejer at gøre, og jeg har virkelig taget mig sammen. Det kan faktisk også ses på alle mine karakter. En stemme i mit hoved, siger "Hvorfor gjorde du ikke det tidligere, så ville dine resultater havde været SÅ gode.", men en del af mig, er glad, fordi at jeg startede, og fordi at jeg IKKE har fået under 10 i dette semester, og sidste semester, kunne jeg knap nok består i nogen af fagene. JEG er stolte af mig selv. Jeg har virkelig "step up" my game! :D...

En lille trist ting ved dette, er at jeg imorgen har tænkte mig at dukke op til en eksamen, for at lad mig dumpe, fordi at jeg bare ikke har fået læst. Så jeg har allerede bestemte mig for en re-eksame i det fag, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue stress. Selvom jeg har haft siden fredag til at kunne forbedre denne mundtligt eksamen, men jeg gav op.. Havde det lidt som om at jeg har givet mig ALT til alle andre eksamener, så det er som om jeg ikke har energi til denne, og det værste er at jeg har gruppe-eksame i næste, uge.. Så jeg bestemte mig for at dumpe denne, og får mere energi til gruppeksame til næste uge, gøre mig bedste til re-eksamen. Jeg er bare stadige en del stolt af mig selv, over hvor langt jeg er denne gang, i forhold til sidste år, hvor jeg enten fik 02 eller dumpede  fag, og tog re-eksame i det der følelse som alle fag, til NU hvor jeg har fået så gode karakter, og kun kommer til at tage re-eksame i ET fag.  Et tilbage-fald er okay ik? 

 

Mit såkaldte kærlighedsliv. 

tumblr_n7gw6mvTBH1s7kq7po1_500.gif

Jeg har været meget stille på dette område. Jeg mødte en fyr, og jeg var faktisk meget interesseret i ham. (Mere end jeg normalt plejer at være i fyre), men han ringede/skrev aldrig tilbage. (By the way.. Hvad er mening med at sige at jeg ringer imorgen? Hvis du ikke gøre det?) .. Så har jeg tænkte på "Nytår-fyren". En fyr jeg havde noget kørende med fra et år siden, og han hoppet bare tilbage i mine tanker, da jeg mødte ham, det er en af de øjeblik, hvor jeg faktisk tog kontakte til ham, men jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle skrive, eller gøre for at beholde kontakten, eller fortælle  hamat jeg er interesseret i prøve noget med ham igen. Jeg er bare ikke van til at jeg skal gøre en indsat, at jeg skal vise at jeg er interesseret. (Ved godt det lyder slemt, but pleas don't judge).. Det plejer at være den anden vej rundt, og jeg som plejer at blive lidt irriteret, eller keder mig, og går videre til en ny.. I hele mit liv, (28 år), så er der kun 2 fyre som VIRKELIG har gjorde en indtryk på mig, hvor jeg har tænkte "ham kunne jeg godt se en fremtid med", og en af dem er "Nytår-fyren", det hele virket bare så stille roligt, og sødt, som om man bruger tid med sin bedste ven. Ved bare ikke hvordan jeg skal gribe situationen an med ham. Jeg er også kommet på forskellige datingsite, hvor jeg har skrevet med 2 fyre, som jeg muligvis skal på date med, og det er for at jeg ikke går i står.. Jeg er 28 år, og har aldrig været i forhold, og jeg tænkte på at I ÅR, er året hvor jeg ændre på det. (Dog ikke med hvem som helst, det er bare trist). Men et skridt på at ændre det er jo at gå på date, og lærer fyre at kende UDEN at skulle være fuld, (De fleste fyre jeg møder har været til fester, eller i byen). 

 

En del af hverdag

tumblr_o65y6j7oin1rc3z3ro1_1280.gif

Jeg er begyndte at kigge på lejligheder, osv.(Hvis i har nogle forslag til hvordan man hurtigt finder en bolig, så gerne skrive det i kommentar, da jeg er rimelig lost) Jeg bor stadige hjemme og det er af forskellige grunden, men af dem er at jeg har haft angst & depression de sidste 5 år, og sidste år bestemte jeg for at stoppe med pillerne, og prøve at leve livet uden. Min logik var "Livet ville altid være en bitch", så på et eller andet tidspunkte, skal du ud af se den i øjne, så hvorfor ikke nu? I år, har jeg gået til gruppeterapi, og mit angst OG depression er faldet meget. Jeg følger endelig at jeg har en del værktøjer, til at kunne klarer mig selv. Før i tiden var jeg bange for tanken om det, og min angst begyndte at kontrol en del, jeg havde problemer med at små ting som at gå udenfor eller gå ud i stuen. Jeg er også begyndte at drikke mere vand, fordi jeg har taget lidt på. (Har ikke vejret mig, men kan ikke længere passe mine ynglings bukser). Jeg ønsker at være mere sundt med at spise mere grønt, drikke masser af vand, og begynde at træne lidt, bare 1 eller 2 gang om ugen til at starte med. Jeg vil virkelig også gerne starte med at være kreativ i køkkenet. Jeg fortjener at behandle mig selv bedre, min krop fortjener en bedre alternativ af mad, og ikke alt det junk-food, og mine tanker skal være blider, jeg ville aldrig snakke så hård hvis det bare var min bedste veninde jeg snakke med, eller familie, eller en fremmed, men mod mig sig snakker jeg hård.. Jeg fortjener bedre af mig selv. Jeg fortjener det bedste, og intet mindre. Jeg er begyndte at meditere, og det har gjorde meget for min angst. Det har givet mig en form for ro, og gøre det lidt lettere for mig at sove. 

 

I alt?

Så når alt kommer til alt, så er livet bedre nu, end den var for et år siden. Jeg har mere ro på, og jeg er et bedre sted i forhold til hvad jeg ønsker af mit liv. Jeg er også et bedre sted i mit studiet, selvom jeg stadige har lyst til at slå mig selv i hoved, fordi at jeg stadige har denne re-eksame, og fordi jeg første har gjorde det bedre IÅR! I forhold ti kærlighed, så ved jeg ærligt talt ikke hvor langt er jeg kommet siden sidste år, jeg er vel bedre sted nu, fordi at jeg ønsker mere end bare sex, men når man tænker på at jeg stadige tænker på "Nytår fyren" og jeg stadige ingen date har været på, så følger jeg stadige at jeg mangler meget.  Men jeg synes at det meste af mit liv er bedre end før. 

 

P.s Stadige problemer med at uploade billeder, (Alle billeder jeg har tilføjer, er nogen af dem jeg har haft i mit arktiv) det bliver ved med  står "Godkendte filtyper gif, jpeg, jpe, jpg, png · Max total størrelse 0,29MB" og senere kommer der et firkante hvor der står "Der var et problem med at behandle den uploadede fil. Du kan højest uploade totalt 0,29MB" - Ved ikke helt hvem jeg skal kontakte får at få dette problem løst. :)

 

 

Slay - Just SLAY!

MissBreathless

Angsten får et Comeback

Kan stadige ikke lægge billeder herinde, så det fucking fantastisk. 

Well, then, let's do this shit. 

Mit angst har fået sig noget af et comeback.. Har jeg bare lyst til at råbe og skrige, "WHY THE FUCK!", det gik ellers lige så godt. Men så i mandag, igår, og idag, vågende jeg bare med følelse af "HELL FUCKING NO"Alt i min krop går bare i alaram, som om jeg skal i en kamp, når jeg bare skal mødes med en studiegruppe. Min frygt tager over, jeg kan virkelig ikke, og lige nu så vil jeg virkelig ikke. Normal ville jeg prøve at løse de med de mange teknikker jeg har fået, men idag giver jeg op. 

MissBreathless

Don't say don't.

Jeg savner at skrive, og jeg ved godt hvad i tænker. .. Jamen hvem stopper dig i det? Well ingen. Jeg har på det seneste tidspunkte været meget usikkert på mig selv, min fremtid, og min lykke. Jeg bliver ved med at spørger mig selv, hvordan ønsker jeg at min fremtid skal være? Hvad vil jeg gerne have opnået om 5 - 10 år? Hvad skal der til for at gøre mig lykkeligt? Well. Jeg har stadige ikke fundet et enkelt svar på nogle af de spørgsmål. 

Men en ting slog mig, jeg elsker at skrive, jeg har altid elsket at skrive. Det er en dejligt måde for mig at udtrykke mig selv, og jeg har ALTID skrevet. Dagbøger, og senere blogsindlæg, men jeg stoppet på et tidspunkte, det er som om jeg tænkte "Det er du for gamle til nu, du bliver nød til at vokse op". Men det har altid været det som har givet mig ro, og glæde. Og jeg tror faktisk at jeg kunne gøre noget med dette. Jeg har altid overvejet at skrive en bog, mine veninder og folk omkring mig, siger altid at mit liv er interesserante, og burde gøre det. Mit liv er vel anderledes ens andre, men INGENS liv er ens, så jeg ved ikke helt hvorfor de finder mit liv så interessante, eller inspirarer**. Jeg tror vel at det er det jeg ønsker for min fremtid, at lave en bog og blog som jeg kunne "leve" af. Det er sjovt at det som om det første er gået op for mig. Men der er en lille stemme i mit hoved, det siger, "Hvad tror du SELV?", men måske er det på tide at fjerne den stemme, eller i det mindste få den til at være mere stille, ved at give den beviser på det modsat.  

Det med at skrive har også altid hjulpet mig med at give mig et overblik, det er intet bedre end at kunne se tilbage til år 2012, og se hvor langt man er kommet, og hvor man var på det tidspunkte i sit liv. Det har altid været med til at motivere mig at gøre mere, at være bedre. Jeg har på det seneste synes at jeg manglede motivation, og dette hjælper faktisk mere end jeg havde regnet med. Jeg har ledt efter motivationen, som var det en bestemte person jeg manglede i mit liv, men jeg tror at den person jeg manglede/mangler er mig selv. Et eller andet så har jeg tabt hende. Hende der altid ville mere selv når andre sagde nej, hende der aldrig gav op, hun gav op, og jeg har haft problemer at få hende til at rejse sig op igen, fordi hun ikke længere kan se grunden til at rejse sig. Men jeg tror at jeg har fundet en grund til hende nu. 

En del af mig er bange for at dette er naiv tanke/ide, fordi den gøre mig så bange, men den gøre mig SÅ lykkeligt også. Men er det ikke et godt tegn på en fremtid? EN der skræmmer dig, men også gøre dig spændt og lykkelig, og en du ikke kan vente med at skabe? Jeg vil ikke lade mig nøjs i livet, jeg vil altid prøve få mere ud af det, og give mere.  Jeg er ikke kommet så langt for at starte med at lad mig nøjs nu. HELL FUCKING NO! 

Kiss & make peace.  

MissBreathless

Fremtiden..

 

Jeg burde sove, jeg burde have sovet. Jeg har lavet dårligt mavefornemmelse, en dårlig samvittighed. 

Jeg har en del ting som vejer en del på mine skulder. Jeg har en eksameopgave som jeg skal have skrevet før jeg kan komme videre på studiet, og en anden som skal afleveres før jeg kan komme videre med DENNE semester, og komme til eksame i det fag. PLUS jeg fandt ud af jeg står i RKI, for en regning jeg HAR betalte, så kan slet ikke overskue det. 

Jeg har stadige ingen høreapperat, så kan ikke være til forelæsning, fordi jeg kan INTET høre, hvilket betyder mere fravær og en stor knude i maven på mig, som bare bliver større og større. 

En stor del af mig har lyst til at give op, men det betyder at dette bliver 3. gang jeg dropper ud af studiet.  3. gang jeg er en stor FAILER! Jeg er også her på det seneste blevet mere og mere i tvivle om dette overhoved er noget for mig. Jeg bliver ved med at tænke, at når jeg færdige og har en bachelor, om de jobmuligheder jeg ønsker, og jeg er IKKE interesseret. Intet af det får mig til at tænke JA! Det giver mig bare en dårlig mavefornemmelse, og det forvirrer mig bare mere og mere, fordi jeg ved ikke om jeg er bange, eller om jeg hader tanken om jobmuligheder. Jeg ved hellere ikke om jeg skal gøre mit bedste, og dette bare er en fase, eller om der er noget derude som er bedre til mig, som ikke får mig til at tvivle på min fremtiden. 

Jeg ved ikke om jeg bare giver op for tidligt, eller om jeg skal prøve mere? Gøre mere? Jeg er forvirret, og bange. 

 

MissBreathless

Wait on destiny or just do it.

tumblr_nklif5STR91qgf1i8o1_250.gif

Der er denne fyr, som jeg mødte fra et år siden, og jeg har det som om jeg altid støder ind i ham igen og igen, og jeg kunne ikke lad være med at tænke. Burde jeg tage chancen med denne fyr? jeg er normalt ikke bange for at tage det første skridt. En anden del af mig tænker, hvis det er mening at der skal ske noget, så sker det. Skal jeg vente på skæbene eller selv tage skæben i min egne hænder? Hvad nu hvis det ikke findes? Hvad nu hvis dette er min chance? 

tumblr_oler6bwU1A1vlcikso1_400.gif

Well, lad os starte med med starten. Det hele startede med en fest, gøre det ikke altid det? En halloween fest, jeg kan endda huske hvad han var klædt ud som, dam.. Well, det var en meget fræk aften, hvor jeg endt med at sidde på skøget af ham, og kysse ham. Det var en af de kys, hvor man kan mærke det helt nede i maven, og man får sommerfugle i maven ved at tænke på, det gøre jeg stadige den dag idag. Well, på det tidspunkte havde jeg stadige noget kørende med min b-ven, som by the way, OGSÅ var til festen. Så det var lidt akavet for mig, og jeg prøvede at holde min afstand, indtil jeg havde afsluttet det helt med min b-ven, og det endte med at blive afsluttet på en akavet måde, fordi jeg mødte min crush til en anden fest, og da jeg havde desværre stadige noget kørende med b-ven, og tingene endte med at være lidt akavet for mig, fordi jeg afviste ham. Jeg afviste ham, fordi jeg kunne virkelig godt lide ham, og jeg virkelig gerne starte noget med ham men frisk, fordi at jeg kunne se en fremtid med med ham, og jeg kun se mig selv virkelig falde for ham. Men efter det, snakket vi ikke så meget sammen, vi mistede bare forbindelse, og det var helt i orden. Fordi det var ikke noget negativ, vi mistede bare kontakten, og jeg startede noget nyt med en anden. 

Well.. Grunden til han er i min tanke nu, er fordi vi har flirte en del når vi har set hinanden, og så her forleden  matchede vi på tinder, og det fik mig til at tænke. BURDE JEG? BURDE JEG SKRIVE TIL HAM?

Jeg blev bare pludselig ramt af masser tanker, hvad nu hvis han er den personen der altid dukker op, indtil vi endelig får "prøvet" hinanden. Hvad nu hvis ingen af os nogensiden tager det næste skridt? Er jeg ikke det værd. Jeg kan forstille mig hvorfor han ikke tager et nyt skridt, efter som JEG afviste ham, men jeg kan bare ikke helt forstå hvorfor JEG ikke kan tage det første skridt. Jeg begyndte at tænke på om skæben er en undskyldning for ikke at tage chancer? Det er bare noget folk siger fordi de er bange for at tage det første skridt? Så er det lettere at sige "Jeg vil lad det være op til skæben" En anden del af mig tror på, at det er meningen noget skal ske så vil det FINDE en vej. Så vil det ske uanset hvad. 

tumblr_ni629rcA2S1tj2fb2o1_500.gif

Jeg vil bare så gerne have et nyt kys fra ham. Så måske skal jeg tage et skridt.

MissBreathless

A long time ago.

Mit hjerte græder, det græder for dem som kæmper med noget hårdt, men ikke følger at de kan spørger om hjælp, og ikke følger at de kan få den støtte de har brug for. 

To vigtig mennesker i mit liv, gennemgår noget hårdt, deres verden er ved at falde lidt sammen, eller er verden allerede faldet sammen. Det er svært for mig at se på. Det er svært at ikke kunne hjælpe når jeg virkelig gerne vil. Det er svært at se sådan to hårde, og stærke, selvstændigt mennesker have så svært ved at sige hjælp. 

Vi skal være bedre til at hjælpe hinanden. Vi skal være bedre til at støtte hinanden. 

I år vil jeg gerne være bedre: 

- Til at hjælpe andre. 

- Til at hjælpe mig selv. 

- Til at snakke om mine problemer. 

- Til at motivere mig selv. 

- Til at være sundere. 

Jeg ser det som jeg ønsker at se. Jeg har det med at tit bare være i mit hoved, at folks problemer er folk problemer. Jeg tænker at hvis de har problemer og problemerne er store, så kommer de til mig, jeg kan kun hjælpe hvis de spørger om hjælp, men selv der, kan jeg ikke altid hjælpe. 

tumblr_ojyn8q3Z4H1qkejxno1_500.gif

Denne blogindlæg, skulle have været sat ind i sidste måned, i guess i forgot.

MissBreathless

Tak..

Jeg så dette citat.  

"Throughout life you will meet one person who is unlike any other. You could talk to this person for hours and never get bored, you could tell them things and they won't  judge you. This person is your soulmate,  your best friend. Don't ever let them go"

tumblr_o87fdljVhB1s1rwswo3_500.giftumblr_o87fdljVhB1s1rwswo1_r1_500.gif

Jeg er så heldig i mit liv, at jeg følger at jeg har flere soulmates. Jeg har altid haft piger-venner i mit liv, jeg har altid haft let ved at snakke til kvinder. Det kommer så naturligt, og let. Derfor har jeg altid haft lidt svært ved at forstår når andre kvinder kommer til mig og siger at de ikke har så mange kvinder som venner. Jeg har har altid set det som om det er fordi at kvinder har så let ved at misforstår hinanden. Men på den anden side, så er der sikkert andre kvinder derude som ikke kan forstå at jeg har svært ved at snakke med fyre, fordi at de sikkert har masser af fyre venner. 

Dette indlæg er til dem som altid er der. Jeg har aldrig rigtig haft den største behov for at have en kæreste, og det er måske fordi at jeg har haft svært ved at forstille mig at jeg nogensinde kunne være så åbent og så tæt med en fyr som jeg er med mine søskende og veninder. Jeg er ikke lesbiske, selvom om dette ville være lettere, men kvinder tænder mig absolute ikke, selvom om det ville gøre livet lettere for mig, eftersom jeg har lettere ved at åbne dem ind i mit liv end fyre. 

tumblr_o9lhs9f8SZ1svbt3wo1_500.giftumblr_o8xkrrSiEr1svbt3wo1_500.gif


Mine piger, mine veninder, og mine søskende. Tak fordi i altid er der til at hive mig op når jeg er faldet og ikke kan se hvordan jeg skal komme op. Tak fordi i altid kan finde tid til at høre på mig. Jeg følger mig virkelig heldig, (blessed) når jeg kigger på de mennesker i mit liv. Tak er måske et fattig ord, men ved ikke hvordan det ellers skal beskrives. 

Synes at jeg tit glemmer at fortælle folk hvor meget de betyder for mig, jeg synes at jeg tit glemmer at sige tak. Ved aldrig hvordan dette kan beskrives. 

I en dag som denne, så er det så dejligt at jeg sende en besked og sige, har du tid til en snak? Og jeg så modtager en besked, "ja, du ringer bare". Uden det netværk, så ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg skulle kæmpe den kamp jeg kæmper. Jeg har depression, og angst, og bare de sidste 3 dage, så har jeg fået ca. 12 timer søvn i alt. Jeg har en uro og stress i min krop som jeg ikke kan komme væk fra. Det er det første vinter, hvor jeg ikke har min medicin, til at lægge mig op af. Hvor jeg skal rejse mig selv op, og det er hårdt. Men med et netværk, som mit, så er det lettere for mig at trække vejret nogen gang, og så føles det ikke som om jeg drunker hele tiden. 

tumblr_nv51djogIC1s1cnz8o1_500.gif

MissBreathless

Imorgen er endnu en dag.

Jeg har været så umotiveret som en person kan være, de sidste par dage. 

tumblr_o7jue4CgLU1tcjhcco1_500.gif

Jeg har bare ligget i min seng, og jeg har bare ligget der med den værste følelse nogensinde. Jeg blev overfaldet for to år siden nu. Nogle gang når jeg tager til et fest, arrangementer, eller andre social aktiviter som kan være lidt grænseoverskridende, så kan jeg nogle gang dagen efter få det så DÅRLIGT. Dagen efter er altid den som ødelægger mig, som om det hele starter HELT forfra. Jeg vågner med en form for panik, som om jeg ikke kan trække vejret, og lige skal se hvor er jeg, hvad skete det. Selv når jeg har fået mig selv ned, og jeg ved at jeg er i min egne seng, og der er intet skete ved mig, så går jeg RESTEN af dagen, og i dette tilfælde flere dag (fra lørdags til i går), og med følelsen af noget skete. Jeg ligger og tænker hele aften igennem 1000 tanker, for at forsikre mig selv om jeg blev ikke dopet, jeg blev ikke overfaldet, der skete absolut INTET! 

Det værste er både dagen efter, men også at det ødelægger min aften. Jeg havde en fantastisk dag med mine studiekammerater, men lige så straks jeg begynder at spille aften igennem 1000 gang, så ødelægger det aften, havde jeg det sjovt? var jeg for fuld? gav jeg nogen det forkerte indtryk? Hvordan var mit outfit? Jeg var ikke for sluttie vel?

Det er som om den aften, for to år siden, så døde en del af mig, en lille del af mig, den uskyldig del af mig, den del af mig som var optimisk og troede det bedste i folk, og i kærlig, og når jeg får disse angst-tilbag-blik, så er det som om det hele sker EN gang til. Som om jeg vågner op dagen efter og oplever det EN gang til. De kommer heldigvis ikke hvergang mere, og de er faktisk blevet mindre og mindre, men smerten er lige så intens.  

Det fucked på en måde hele min uge op, fordi jeg havde sådan en god starte på uni, sidste uge, jeg var til alle mine timer og derefter tog jeg på biblotek for at studere mere. I ved når man starter et nyt semester og tænker "Nyt semester, nye muligheder, en bedre MIG".  I denne uge, så har jeg godt nok kunne gået glip af EN forlæsning, men allerede nu sidder jeg og overvejer at droppe imorgen. LIKE why? 

Jeg er så bange for at fejle, at jeg nogle gang bare overvejer at opgive. Men det hader jeg MERE! En del af mig er så bange for at dette tilbage falde, har åbnet døren for min depressionen, og en anden del af mig hvisker at der er stadige en chance fordi det er kun uge 2. Den anden del af mig hvisker at jeg skal ikke give op så let, at jeg ikke skal lad mig skræmme så let, at jeg skal rejse mig, og gøre det bedre denne gang. Den anden del af minder mig om at jeg er den eneste som står i vejen for mine mål. Jeg er den eneste som kan stoppe dem, droppe dem, opgive dem, og FULDFØRE dem. 

tumblr_o65y6j7oin1rc3z3ro1_1280.gif

Hvis det var let så ville alle gøre det ik? 

 

MissBreathless

Jeg er bange for...

Jeg tænkte at jeg ville skrive alle af mine frygter ned, så virker det for det meste ikke så skræmmende. (Kan være jeg opdatere den, hvis jeg kommer på flere)

Jeg har angst, og den har været slemt her på det seneste. Jeg er pludselig blevet bange for ting jeg ikke frygtet så meget før. Men en af de ting der før i tiden har hjulpet mig var at spørge mig selv "Hvis du ikke var bange for det, ville du så gøre det?" Hvis svaret er ja, så ender jeg normalt med at gøre det.. men det er som om det ikke hjælper mig så meget, så jeg ville prøve denne metode.  Jeg ved at frygten kan være en god ting, men når den tager over ens liv, som den har gjorde for mig, så er det ikke sådan en god ting. 

Jeg ønsker en verden, hvor jeg ikke er så bange, måske er dette skridtet fremad. 

1. Jeg er bange for at dumpe, eksamen, studiet, og skulle starte hele forfra. 

2. Jeg er bange for at jeg er dummere end min studiekammerater, det virker bare så enkelt for dem, og så svært for mig nogen gang. 

3. Jeg er bange for at jeg giver for let op, at jeg ikke prøver nok, og jeg ikke vil uddannelsen nok. 

4. Jeg er bange for at min fremtid bliver anderledes end andre, at jeg aldrig får den kæreste, ægteskab, eller familie jeg ønsker. 

5. Jeg er bange for jeg sabotere mig selv. Kommer jeg med for mange undskyldninger? 

6. Jeg er bange for at jeg ikke giver fyrer chancer nok, eller andre mennesker generelt. 

7. Jeg er bange for at jeg aldrig flytter ud, at jeg altid vil være den der bor hjemme. 

8. Jeg er bange for at jeg altid vil være veninden og aldrig kæresten. 

9. Jeg er bange for at ikke bryde mønster, at dette er endnu en uddannelse som jeg måske vil droppe ud af, selvom jeg elsker denne mere end jeg har elsket de andre. 

10. Jeg er bange for at lave en offentlig blog, om mig, mine udfordringer som handicap, afrikaner, studerende, søster, veninder og min livsstil, fordi så vil alle vide at det er mig, men alligevel ønsker jeg dette så meget. 

11. Jeg er bange for at nogle at de mål jeg sætter mig er for høje, og altid vil være høje.

12. Jeg er bange for en fremtid i smerter, en fremtid hvor mit handicap tager mit liv. 

13. Jeg er bange for at mine fremtide børn, kommer til at få den sammen sygdom som mig, fordi jeg ønsker ikke den barndom for nogle, men alligevel føler jeg ikke at jeg kan fratage ens liv på grund af et handicap, hvad nu hvis min mor havde haft muligheden for det? Vil hun så have valgt et liv med to handicappet børn? 

14. Jeg er bange for at jeg aldrig kommer til at åbne mig op så hurtigt for en fyr som andre gøre. 

15. Jeg er bange for at jeg altid være lidt tilbageholdende, når det gælder om at sige min ærligt mening om en person, og hvis jeg føler de træder på mig. 

16. Jeg er bange for at blive dømt af min med-studerende, fordi jeg har andre dæmoner som jeg slås med, og derfor ikke altid sætter studeret som nummer et på min liste. 

17. Jeg er bange for at mine drømme er større end virkeligheden

18. Jeg er bange fordi jeg ønsker andre ting som nogle af mine veninder ikke forstår. 

19. Jeg er bange for at jeg aldrig vil elske en mand så høj som han fortjener at blive elsket. 

20. Jeg er bange for at jeg aldrig kommer til at træne igen, at det bliver endnu en ting på listen som jeg ikke får gjorde. 

21. Jeg er bange for fremtiden. Jeg ved ikke hvordan den kommer til at se ud, og det skræmmer og glæder mig. 

22. Jeg er bange for at jeg aldrig bliver så selvstændigt som jeg gerne ville være. 

23. Jeg er bange for starte en Youtube-kanel op, fordi jeg hader at høre på min stemme, men jeg synes ikke at der er nok af danske Youtuber, jeg er også bange for at det ville blive en vlog, da jeg ikke har en modeside i mig. (I wish).

24. Jeg er bange for at det med online-dating bare ikke er noget for mig. 

25. Jeg er bange for at jeg ikke bliver lykkelig i fremtiden. 

"Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won't feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It's not just in some of us; it's in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others."

MissBreathless

Jeg har aldrig..

Når man har noget kørende, så er det normalt, at man spørger personen man ser/dater.. Hvornår var dit sidste forhold? Eller et spørgsmål i den retning angående kæreste. 

 

Well, jeg har aldrig haft en kæreste, og det svar er åbenbare chokerende, "Hvorfor ikke?" er det næste spørgsmål jeg for det meste for. Normal plejer jeg at svarer, "det er indviklede men kort fortalte, så ville jeg være nonne i et stykke tid". men her på det seneste, så har jeg virkelig tænkte over svaret på det spørgsmål. "Hvorfor ikke?" Hvorfor har jeg ALDRIG haft en kæreste i mine 27 år? HVORFOR?.. og det er mærkelig men det var faktisk første da en af min veninder spurgte mig om det, at jeg begyndte at tænkte over det, sådan tænke helt igennem over det spørgsmål, ikke på den normale overfladisk måde som jeg plejer at gøre. 

En tank slog mig pludselig, det hele startet i folkeskole, det tidspunkt man begynder at interessere sig for det modsat køn, der startet jeg med at åbne døren lidt, for derefter at lukke den helt. Jeg er handicap, har altid været det, og vil altid være det, og da jeg gik i folkeskole, så sad jeg i kørestole, jeg var aldrig gående. Livet i kørestole er helt anderledes end livet som "gående", folk snakker anderledes til en, og de kigger anderledes på en. Jeg kan huske at to fyre som på det tidspunkt blev set som de "populær" fyre, sagde til mig, at de så mig ikke på sammen niveau som de andre piger i klassen, og kunne aldrig finde på noget med mig, at de næsten ikke så mig på sammen niveau som de andre mennesker. Problemet ved det var nok at det var præcise sådan som JEG så mig selv, og at der var nogen der sagde det højt, gjorde det ikke tingene bedre. Jeg bestemte mig derfor at jeg heller vil være veninden, den gode veninde, Jeg så mig selv som nederste niveau, som alle mennesker, var på et niveau i en kategori, og jeg var ikke engang i den sammen kategori. Da tiden gik, så tænkte jeg at hvis jeg alligevel aldrig ville have en chance med fyre, så kunne jeg vel bare blive en nonne, og derefter kom tanken om nonne i mit hoved, indtil jeg faktisk bestemte mig for at prøve at date, men jeg ville gøre det på en sundere måde. 

De år hvor jeg havde været single, så havde jeg haft tid til at observere, alle mine veninder og deres forholde, eller dates, eller BV . Jeg bestemte mig for jeg ville gerne gøre det anderledes. De fleste af mine veninder søgte på det tidspunkt et forhold for at udfylde det tomme hul, og derfor endte de tit med de forkerte slags fyre som ønsket noget helt andet. Ellers også så lod de fleste sig "nøjse" med en fyr som var "slem" fordi de ikke synes de fortjente bedre. Så jeg bestemte mig for at tage nogle tid til mig selv for at arbejde på mig selv, sådan så jeg ikke lod mig "nøjs", altså fandt en fyr som slog, tog hash, eller var utro, og blev hos ham fordi jeg ikke troede jeg kunne får bedre, eller bare sprang fra fyr til fyr til fyr, fordi at jeg var bange for at være alene. 

Jeg ville have forhold af de rigtig årsag, en bedste ven, som også er ens partner, som jeg kan elske og alle disse ting. Men desværre så tror jeg der er en del ulemper ved at jeg har ventet så længe. fx. 

1. Jeg føler mig en del bagud med en masse ting, sådan ting som at holde i hånd og eller holde om hinanden, eller bare være alene i rum med en fyr jeg er tiltrække af, kan får mig til at være en del mere tilbagholdende end måske andre der har prøvet de.t 

2. Jeg har været så "alene", "selvstændigt" i så lang tid at ideen om skulle dele mine følelser, tanker med en anden fyr, skræmmer mig. 

3. Jeg har INGEN problem med at droppe med en fyr, og nogen gang tænker jeg at jeg ikke giver fyre de chancer som de muligvis fortjener, fordi at hvis jeg føler at fyren ikke er interesseret, så dropper jeg det bare, fordi jeg tænker at jeg kan finde en anden som er mere interesseret, - Hvilket kan være et problem, fordi jeg VED at man ikke kan være interesseret HELE tiden, og det gøre mig lidt bange for at jeg muligvis opgiver dem for hurtigt. 

 

Når men tilbage til jeg har aldrig haft en kæreste, men det svar som jeg fundet frem til, kan man jo ikke rigtig give til et date, fordi jeg synes at det er et alt for tungt svar at give til sådan et spørgsmål. Så jeg føler mig lidt lost med at finde et let og enkelt svar. 

 

Jeg har også overvejet at prøve speed-dating her på det seneste. Tanken om en "almindelig" date, skræmmer mig, også tænkte jeg at hvad med speed-dating, for at prøve igen. Jeg har før prøvet det, EN gang, og det var faktisk meget sjovt, og anderledes, og jeg tænkte at dette kunne være en måde at åbne den dør igen. 

×