Hop til indhold

Min virkelighed

139 visninger

I første omgang fik jeg fortalt mine umiddelbare tanker, om de seneste hændelser...

Nu vil jeg beskrive mit liv generelt, kommer jeg nok til en del, da et lidt skjult formål med denne blog er at få overblik over om jeg virkelig lever det liv jeg gerne vil og især om jeg virkelig skal blive sammen med den kæreste/forlovede jeg har haft gennem lidt over 3 år.

Han kom ind i børnenes og mit liv ca. 5 måneder efter min datter kom hjem fra anbringelse på en offentlig institution. Jeg havde ingen planer om at skulle have en kæreste og levede faktisk et liv hvor jeg brugte min krop til at tjene penge, ikke for at overleve, men for at leve lidt ekstra godt. Havde tilfældigvis set en artikel på Facebook om Sugardating. Hmm tænkte jeg, en kæreste vil jeg ikke have, sex vil jeg gerne, vil de give penge eller ting for det er det win win for mig. Det går fint i over 6 mdr. så begynder min nuværende kæreste at besøge mig, han er ikke køn, men virker rigtig sød, omsorgsfuld og fornuftig. Han presser langsomt prisen længere og længere ned og melder til sidst ud at han kun vil besøge mig hvis vi bliver kærester. 

Efter en lang snak, hvor jeg gør alt for at skræmme ham væk, jeg er totalt ærlig om min sygdom, min datters diagnose, ja sådan hele vores situation, at hun næsten lige er kommet hjem og er meget sårbar. De 2 piger har ikke samme far. Den store som har autismen, ser sin far men ikke meget far over ham, mere sådan weekendonkel. Den lille ser ikke sin far og har aldrig gjort det, han meldte fra da jeg var 3-4 måneder henne i graviditeten, flyttede uden varsel, lukkede sin telefon og benægtede, at han var hendes far. (DNA testen viste naturligvis at han var). Af flere forskellig årsager bliver vi enige om at jeg godt må have kunder, han synes det er frækt, jeg synes det frækt, hyggeligt og rart at jeg også kan bidrage til lidt luksus i hverdagen.

Nå men hvorom alting er, jeg havde forberedt min nye bejler på at det var en meget kompliceret familie hans ønskede at være en del af. At hvis pigerne kunne lide ham, ville de knytte sig meget hurtigt så han skulle tænke sig godt om og vide hvilket ansvar han gik ind til hvis vi valgte at prøve. Vi så hinanden et stykke tid uden at børnene vidste til det. Han havde natarbejde og kom om formiddagen når de var i skole. Han virkede fortsat rigtigt sød og vi kunne snakke om alt. Da vi nåede til min fødselsdag ønskede jeg at fejre den sammen med ham og ugen op til fik han lov at møde pigerne.

De tog godt imod ham, som forventet kaldte den lille ham ret hurtigt for far, og den store fik igen en faderfigur at se op til, trods hun altid har kaldt ham for bonus (helt ok for hun har en far og det skal respekteres).Tiden gik og det var logisk at han besøgt os, der hvor børnene havde ting at aktivere sig med og var trygge, så så faktisk aldrig hans lejlighed.

Nu er der nok nogen der tænker åh, nej jeg er bare en elsker på sidelinien, han er utro overfor en anden.... Dog ikke, men i efteråret 2014 kommer han på weekendbesøg og jeg han straks mærke der er noget galt, han er blevet fyret. Han er bange for jeg ikke vil være kæreste med han når han ikke har et job. Han ævler op om hvordan det er mandens pligt at have et job og forsørge familien (en udtalelse jeg den dag i dag ryster mere på hovedet af, end den dag han sagde det). Vi forbliver kærester, også selv om han faktisk går ned i en depression og bliver sygemeldt inden hans opsigelses periode er slut. Han har bestilt ferie hen over jul og det passer med at han skal melde sig arbejdsløs ved feriens afslutning. Flere gange hører jeg hans forældre minde ham om, at han skal melde sig ved A-kassen - ja ja er svaret. Det er tydeligt at mærke, at han bliver mere og mere bekymret. På dagen hvor han skal kontakte a-kassen er han også ude at køre en tur og da han kommer hjem spørger jeg ham, hvordan det gik. Først da bryder han sammen og siger der har ikke været råd til at være medlem af en A-kasse, så det hedder kontanthjælp som ikke forsørger. Det skal lige siges at han kører i en rimelig ny bil, for nyligt har købt en iphone på afbetaling. Så har ikke haft nogen mistanke om dårlig økonomi. Også fordi jeg via mit bijob har betalt alt mig eget, og sørget for maden når han var på besøg. Det viser sig, at det er hans forældre der står på lånet for bilen og telefonen er købt via hans søster, atlså han betaler til hende og hun har købsaftalen. Jeg kan godt regne ud at han ikke får ret meget udbetalt, men vi blander os ikke så meget i hinandens økonomi at jeg kender indtægter og udgifter. Men hurtigt viser det sig, at han ikke kan overholde afdragene til sine forældre. Han er lukket som en østers og det bliver mig der må fortælle dem at han er på kthj og ikke har råd. Vi får solgt bilen og der bliver købt en brugt kontant til 12.000. Nu skylder han på en måde mig penge, men vi er jo kærester, og jeg har stadig den holdning at økonomi ikke skal ødelægge kærligheden. Jeg er træt af, at han har været uærlig, og i alt fald haft hemmeligheder, når jeg var så ærlig. Jeg elsker ham stadig og nænner heller ikke at børnene skal miste endnu en.

Han søger job og melder sig også ind i flere vikarbureaer, han får jobs hist og pist, men ofte til laveste timeløn. Vi har igen en glad periode, men alt er stadig ikke om det ser ud. En aften kommer han hjem fra job og sidder meget tavs jeg kan straks mærke der er noget galt. Vi skal ned og tømme min lejlighed i aften udbryder han, jeg går totalt i chok, jeg har planer med pigerne og der har slet ikke været tale om at flytte sammen endnu (selvom han opholder sig meget hos os). Jeg bliver sur og arrig og siger at den må han selv klare, jeg har hverken tid eller lyst til at hjælpe og han kan ikke have adresse hos mig, da jeg er på kthj. Han har ikke betalt sin husleje og har ikke overblik over hvor længe han ikke har betalt, men det er så langt over tid at udlejer har pakket hans ting, det skal bare hentes for ellers ryger det ud. Under kraftigt pres fra mig ringer han til sine forældre, de får lejet et opbevaringsrum til de største ting, noget står ved dem og de sidste (mange) kasser ender med at stå i vores stue. Han får postadresse ved sine forældre. Jeg begynder at grave mere og mere i hvor slem situationen er, men har også den holdning at det er hans rod det må han klare. Det jeg får opklaret er at han har haft et hus som endte på tvangsauktion og hænger på et stor gæld. Ok ok tænker jeg nu er han ude af lejligheden, har kun små afdrag på restgælden der blev fra bilen, og indskuddet dækker vel det meste af det han skyldte boligforeningen.

Tåbelig og naiv som jeg var blev jeg sammen med ham. Inderst inde blev jeg ved med at se den mand jeg først mødte og en anden stor det af min beslutning, bunder i at jeg har lavet så mange fejl i mit liv at jeg ikke orkede at skulle erkende overfor mig selv og min familie at jeg havde dummet mig igen.

Langt om længe for han faktisk et fast arbejde til en go løn, nu kan det da kun går fremad økonomisk. Han begynder at bidrage når vi er ude og handle og vi vælger at sætte hans campingvogn (en ældre model ingen penge værd) over på Rømø hvor hans forældre og lå. Jo mere vi er sammen med hans forældre, jo mere begynder den rigtige personlighed at bryde igennem, han ikke bare snerrer lidt han farer i flint over de mindste ting. Men stadig kun overfor dem, jeg konfronterer ham med det, især en dag hvor han bare smækkede røret på overfor sin mor midt i en samtale. Jamen han var nødt til at gøre opmærksom på sig selv, det var noget med at vi skulle låne traileren og søsteren havde behov for det samme weekend. For det første lyttede han ikke længe nok til at finde ud af, at vi sagtens kunne låne den bare et par timer senere, og for det andet var det ikke jordens undergang, da både min far og svoger også har en trailer. Men det var en principsag, han ville "meget barnligt" have sin vilje og det fik han. Jeg forstod mere og mere hvorfor forældrene ikke havde konfronteret ham med afdragene på bilen mm. De er bange for hans temperament.

Han har delvist været en god skuespiller, og for det andet er jeg ikke bange for ham så det nyttede og nytter stadig ikke at hæve tonen overfor mig. Der bliver han rigtigt tit den lille og er den der forlader rummet grædende. For den stærke skal er kun for at passe på den lille forvirrede dreng inden i, som ikke har overblik over sit liv. 

Jeg har altid fundet mænd jeg på den ene eller anden måde er endt med at være "mor" for og åbenbart også denne gang.

Ah men for at gå lidt tilbage, han har fået job, jeg ved at f.eks. den lille restgæld på bilen er til at overskue, han har jo i sin tid betalt husleje så nu med jobbet burde der være styr på det igen. Min lejlighed er simpelthen for lille, og især med alle flyttekasserne giver det flere og flere frustrationer at opholde os der.

Jeg spørger ham flere gange hvor meget har du til rådighed når din gæld, dine egne forsikringer mm. er betalt. Kan ikke huske det eksakte beløb den dag i dag. Men vi finder et hus på landet som er til leje - næsten dobbelt så mange kvadratmeter og til færre penge. Jeg lægget et budget med de nye udgifter, fælles indboforsikring, begge biler osv. Jeg forklarer ham mange gange, at vi skal tage højde for at nu mister jeg mine tilskud som enlig forælder de penge skal han kunne godtgøre for. Og derfor bliver alle faste udgifter regnet sammen og delt lige over. Mad må vi så betale som vi hver især har råd til. Reelt set min ydelse, som på dette tidspunkt er blevet til Resourceforløbsydelse, mindre end den end hans løn. Og også min samlede indtægt som nu kun suppleres af børnepenge. Jeg er trappet ned med mit bijob, lysten og energien er der ikke, huset er rodet så det er pinligt at invitere fremmede ind, og vi ved også at mens vi pakker, flytter og pakker ud er der 0 indtægt fra den front.

Han har lovet højt og helligt, at han kan afholde hans udgifter til den nye fælles bolig. Fælles på den måde at vi bor der sammen, jeg står alene på lejekontrakten. Jeg havde en bolig da vi flyttede sammen, det havde han ikke og jeg ville være 110% sikker på at have tag over hovedet til mig og børnene hvis vi en dag skulle gå fra hinanden. Set i bakspejlet er jeg sur på mig selv alle røde advarselslamper skulle have blinket, med alle de hemmeligheder der allerede havde været og nogen dage blinkede de jo også, men vi fik jo snakket om det og havde fundet løsninger. Så jeg var nået til den konklusion at nu var alt fremme i dagens lys, han havde været delvis dum og delvis uheldig. At nedprioritere A-kasse var dumt, fyringen var han ikke herre over. Jeg havde overbevist mig selv om at nu var der styr på det.

Vi betaler også hver sit og hverdagen kører, hans temperament er jeg ikke stolt af men det er under kontrol. Der er bare lige en ting han ikke har tænkt over, jeg er en selvstændig kvinde, som af flere omgange har boet alene og klaret alt selv. Så nej det nytter ikke at gemme sine hemmeligheder ude i garagen mellem væktøj, sprinlervæske, olie mm. For min bil bruger også diverse væsker, så jeg åbner min motorhjelm går hen til garagen, åbner døren, går ind, åbner lågen til skabet, tager dunken ud og finder en hel mullepose med uåbnede rudekuverter.

Jeg kunne skrige, men børnene er hjemme og skal ikke overvære et skænderi. Så venter så roligt som muligt til han kommer uvidende hjem fra job og til pigerne sover. Kigger på ham og spørger om vi ikke lige skal gå en tur. "Det kan vi da ikke, vi kan da ikke forlade huset begge to" - "NEJ, men vi skal ikke så langt kom nu bare....". Hans ansigt ændrer sig langtsomt, da jeg går målrettet hen mod garagen. Han sidder i saksen igen!!! Meget udtryksløs i ansigtet bærer han posen ind tømmer den på bordet og jeg tvinger ham til, at åbne hvert et brev mens jeg kigger på. Og må sættet en ekstra skrap tone på, når nogen breve stadig forsøges lagt væk uden at være åbnet.

Der er regninger, fra benzinkort, handler på netbutikker og meget meget andet. Jamen han eks havde brugt alle pengene uden han vidste det, også derfor huset var gået på tvang, han var bange for jeg ikke ville have ham som kæreste, hvis jeg kendte til det. ØHHHH NÅÅ, men var det ligesom ikke et valg jeg skulle have haft lov til at tage, inden du mødte børnene, inden jeg forelskede mig i en falsk person. Der var reelt ikke råd til at betale disse regninger, havde der aldrig været og slet ikke nu hvor han var medforsørger for mig og børnene. 

Selve hans situation var egentlig uden betydning, har selv en gæld på et hus der gik på tvang, som jeg ikke afdrager på, flere banker har regnet på det og sagt at de få penge jeg ville kunne afdrage end ikke ville dække de årlige renter. Men at lyve om det, at lade en enlig mor med mine vanskeligheder og børnenes vanskeligheder, blive rodet uvidende ind i det. Det er så usselt, jeg har stadig ikke tilgivet ham, tilliden til ham er meget lille.

Tror aldrig jeg kommer til at stole 100% på ham. Afdragene til hans bankgæld er låst, de penge bliver trukket fra hans konto helt automatisk og det kan ikke ændres, så er der restgælden på bilen. Afdragene til det lån var indregnet i det budget jeg lagde for os, eller med andre ord det var indregnet på den måde at jeg var sikker på han havde penge til at betale månedligt ved siden af det han overførte til fællesbudget. Jeg gik og talte måneder ned til vi havde de flere penge at leve for. På det her tidspunkt er min lyst til at sælge min krop for penge, ikke eksisterende, for pengene går ikke til luksus men til daglig overlevelse. Så det er stoppet. Vi har sparekniven på og jeg tror at vi betaler de ting vi nu sammen har prioriteret. For under et halvt år siden, finder jeg så et brev i postkassen, det er fra bilforhandleren. En lokal virksomhed, det sted hans far stadig handler bil, for repareret bil.... Jeg bliver så vred og pinligt berørt på både min kærestes og svigerforældres vegne. Afdragene var stoppet den dag vi satte for i vores nye hus. Min nedtælling af hvornår vi havde de penge mere til rådighedhed, var helt ved siden af.

Helt tilfældigvis kommer svigermor og svigerfar på uanmeldt besøg, kæresten er stadig på job. Jeg prøver at bide tungen af mig selv for at tie stille om det, vi er voksne mennesker, jeg har trods mange svigt valgt at blive sammen med ham, det er vores problem. Men de kan godt se at jeg er rød i hovedet af raseri over et eller andet. Jeg viser dem brevet, og forklarer i øvrigt om de andre breve jeg fandt i sin tid. Og ender faktisk med at sige, hvis han banker på Jeres dør og siger jeg har smidt ham ud, er det sandt, jeg kan snart ikke mere. De kan og vil logisk nok ikke blande sig, men kan godt mærke at især regningen hos bilforhandleren piner dem ligeså meget som den piner mig.

Jeg er vitterligt ved at have fået nok, og sender ham på tænkepause, de var kørt tilbage til Rømø og deres hus stod tomt. Han bliver tvunget til at ringe til sin mor og far og spørge om han må låse sig ind og låne gæsteværelset. Han er i den tro at han hører tingene fra ham, og det er meget pinligt for ham at lave det opkald. Held i uheld for ham, vil skæbnen at vi bliver kaldt til begravelse samme uge, så han bliver benådet for at vi kan tage vores bedste masker på og udadtil virke som om alt er ok. Vi er der for vores søgende ven som har mistet sin far.

Børnene har spurgt efter "far", ja jeg er sådan set bussemanden, hvorfor må han ikke være her, mon ikke far også savner os, tror du ikke han er ked af det, skal vi så ikke bo her mere, hvad for nogen ting tager far med, hvis han flytter helt. Spørgsmålene regner end over mig. Giver op, han kommer tilbage i huset, den mindste har stort set ikke sovet de nætter han ikke var her.

Den dag i dag er kærligheden næsten væk, selv om vi kæmper for at genopbygge noget som måske aldrig har været der. Ikke mellem de to personer der rent faktisk eksisterer. Der var noget kærlighed mellem mig og en skuespiller, men ham har jeg ikke set siden længe. (mærk ironien). Som jeg skrev i nogen af de første linier, han er ikke jordens køneste, jeg valgte ham på hans personlighed, den personlighed som ikke var den ægte. Nu kan jeg kun se fejl, jeg ser for alvor det grimme ydre, jeg lægger mærke til når han smasker, når han stiller tallerknen på køkkenbordet i stedet for at sætte den i opvaskemaskinen, det værste er når han irettesætter børnene for fejl han selv laver så tænder jeg helt af. Om end jeg dog venter med at kommentere det til de ikke lytter.

Ungerne elsker ham, jeg kan ikke overskue at starte forfra, jeg elsker huset vi bor i. Jeg kan bo her alene, men så skal jeg starte mit bijob igen. Kan kun få boligsikring til en lille del af kvadratmeterne, den store er flyttet til far af hensyn til sin uddannelse (transport), så er kun børnepenge og ekstra tilskud til et barn. Jeg havde lovet ungerne at denne gang holdt det, og især at vi ikke skal flytte igen.

Så hvis jeg skulle finde en ny kæreste igen igen, skal det være en der er villig til at flytte ind her, vi er ikke flytbare. Og helt ærligt jeg har gået fra dårlig kæreste, til værre, til helt af helvede til. Jeg har altid fundet en hvor der viste sig at være problemer. At håbe jeg skulle være heldig næste gang, nahhh, jeg ved hvad jeg har, jeg ved ikke hvad jeg får, hvis jeg da nogensinde finder en igen.

Vi lever side om side i samme hus, han hjælper i det mindste med de praktiske opgaver, som jeg heller ikke ville magte alene i dette store hus, med min sygdom. Han hjælper til dels med børnene. Og jeg magter ikke at være bussemanden en gang til. Lige nu er det sådan her, vi taler sparsomt sammen og kun om udefrakommende ting, vores egne problemer tja så skal jeg bringe det på bane, han gør det ikke. Vi laver tantekys og en gang i mellem, bare for husfredens skyld, har vi sex. Vi virker glade ud af til men er det ikke. Jeg hunser med ham, jeg vrisser af ham over næsten ingenting, det er straffen han lever med. Han har mest af miste, huset, børnene, mig. Jeg mister kun ham, men skal så tackle savnet hos børnene. Så jeg lever med det og måske en dag han får nok og skrider af sig selv. Og kan jeg "sørge" sammen med ungerne, uden at være bussemanden. Eller måske en dag, der faktisk sker et mirakel, at tiden har helet nogen af sårene, og genskabt bare lidt tillid. 

 

Fortsættes i "Pulle pigens sygdom" - som vil klarlægge lidt mere hvad der også sætter vores forhold og mit humør under ekstra pres pt.

 

Cia fra Kaos

 



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×