Hop til indhold

Rutchebanen fortsætter...

249 visninger

Sidste uge efter mødet med skolen, havde lillepigen faktisk ikke ret meget fravær. Hun meldte fra til idræt, de sidste to timer torsdag. Lærerne og jeg er meget stolte, men det ændrer ikke på, at der ikke er styr på det endnu. Hun havde faktisk også 2 lege aftaler, herhjemme og de er rigtig gode til, at tage hensyn til hende når hun skal have en pause. Positivt med gode klassekammerater, men det har jeg nu altid vidst, hun skal bare selv indse det igen, så hun ikke er så bange for at tage i skole når hun har det lidt skidt, de ser ikke ned på hende eller mobber hende.

Selvom jeg sidste mandag igen blev lovet, at vi ville blive indkaldt til en ny undersøgelse har vi intet hørt. Så idag prøvede jeg igen, at få fat i børneamb. i deres telefon tid, optaget, optaget, hov jeg kom igennem, men der var mega meget larm i baggrunden (går ud fra det er fra alt byggeriet på sygehuset), hun sagde lige et øjeblik og jeg gik ud fra hun ville finde et roligt sted. 2 sekunder efter, var forbindelsen afbrudt. Jeg prøvede forgæves at ringe op igen, og håbede lidt at hun ville ringe tilbage, hvis du nu havde vis nummer.

Men den korte times telefontid udløb, og jeg endte med at skrive et langt brev til dem ind over e-boks. Nu håber jeg snart jeg hører fra dem, så vi kan finde en løsning.

Det lykkedes faktisk for os at deltage i en fødselsdag i weekenden, min kærestes niece. Eftersom lillepigen er nødt til at have sit movicol med, når vi er ude for at nå at drikke det, faldt samtalen også på hendes situation. Nogen af de andre fest deltagere foreslog vi bad om hun fik et tarmskyl så vi er sikker på hun er tom og så fortsætte med movicol, som forebyggende.

Jeg har været inde og læse om det på nettet og ingenting er jo risikofrit, når jeg endelig får børneamb. i tale igen, vil jeg da spørge til det.

Har også overvejet om det kan være en løsning for mig, for der står faktisk at det ofte bruges til patienter hvor oral udtømning af forskellige årsager er umuligt - igen tænker jeg bare hvorfor nævner lægen ikke det. Vi kom jo frem til jeg ikke må tage afførringsmiddel, pga. mit medicin.

Man kan købe udstyr til selv at lave tarmskyl hjemme, men så står der også at overdreven brug af tarmskyl kan give andre problemmer, da man også skyller gode bakterier og tarmflora væk. Så jeg skal have fundet ud af om f.eks. 1 gang om måneden er for ofte. Så får min tam da en genstart en gang imellem og måske færre mavesmerter. Ville da klart værre mere tryg ved at få det gjort på en klinik, men har ikke råd til selv at betale mig fra det. Så med mindre det er noget jeg faktisk kan kræve lægen henviser mig til i offentligt regi, så må jeg overveje om jeg tør prøve det selv.

Og her understreger jeg lige, til dem der måtte være i tvivl, jeg har ikke i sinde at bruge hjemmeudstyr på min datter. Det er kun oppe til overvejelse til brug på mig selv.

Lillepigens imunforsvar er stadig ikke på fuld styrke, så ved at være i skole og ude og lege i frikvartererne har hun desværre raget noget forkølelse til sig, inkl. smerter i hals og ører. Hun klaret skolen mandag, tirsdag blev hun sendt hjem kl. 11.00 og idag har hun været hjemme. Meget øv at der kommer nye forstyrrende elementer, hver gang hun lige er startet op, men vi fortsætter med at kæmpe en dag af gangen.

Trods bylder, penicillin mm. kom jeg faktisk afsted i praktik i fredags, det gik godt og var rigtigt hyggeligt. Skulle have været afsted i dag, det blev jeg så forhindret i, både fordi hun er syg, fordi hun har smittet mig, og fordi bivirkningerne fra penicillinen for alvor er trådt i kraft. Utroligt jeg kan blive smittet med noget overhovedet når jeg jeg har været næsten uafbrudt på penicillin, i 3 uger.

Min lidt ændrede tilgang til kæresten, har som sagt hart en lille effekt. Og de sidste par aftener når jeg endelig efter en lang dag, med omsorg for datteren, har kunnet ligge mig på sofaen og pleje mig selv. Ja så har han været i stand til, at udvise en lille smule omsorg for mig.

Nu vil vores families samlede uheld så, at han her til aften har måttet køre til vagtlæge. Hans åreknuder driller igen, og det er jo faktisk små blodpropper, så der skal man hukse at reagere. Han er efter undersøgelse ved vagtlægen, blevet sendt over og vente i akutmodtagelsen til yderligere undersøgelser. Om han bliver indlagt ved jeg ikke endnu.

Når vi er uvenner kan jeg mærke det på alt, bl.a. også hans udførelse af huslige opgaver. Han hjælper, men gør kun lige det mest nødvendige. F.eks. er det, at tørre bordet af ikke en del af opgaven at rydde af bordet. Når han rydder op i køkkenet, bliver vasken ofte efterladt med ulækre madrester i, som det ville tage 2 sekunder at fjerne. Skraldespanden bliver efterladt fuld.... Ja sådan mange irreiterende småting.

På den ene måde er jeg træt af, at det var mig der skulle bryde isen når det var ham der i den grad havde trådt på mig, løjet for mig og misbrugt min tillid (naivitet), men omvendt har det måske været umuligt for ham at bryde isen, så længe jeg var så kold og vred. Måske har jeg slet ikke set det når/hvis han har prøvet. Hvorimod, han var klar til at sluge min håndsrækning med det samme.

Det jeg ved er, at vi taler pænere til hinanden putter lidt mere i sofaen og han igen rent faktisk gider gøre tingene ordentligt, så jeg ikke skal rende bagved og afslutte opgaverne.

Og netop det der har været træls, jeg ved han kan gøre tingene ordentligt for det gjorde han i starten af vores forhold, hvorfor slække på den slags åndsvage ting, som har givet konstante irritationsmomenter og kun gjort mig mere vred på ham og træt af ham... 

Hjælper at få lidt mere selvindsigt, men har slugt mange kameler for at række hånden frem og give ham en reel chance igen, i stedet for kun at tåle hans tilstedeværelse.

Et helt andet irritationsmoment er hans forældre, langs af sted i vores forhold har det været en kombination af at forklare dem min sygdom og prøve at leve op til deres forventninger. 

De har en noget andet standard på hvor rent et hjem skal være, hvordan en have skal passes osv. Og jeg kan jo ikke så godt tjekke om de havde samme standard da de havde hjemmeboende børn, som de har nu som pensionister. Og prøver også at være ligeglad, men det kan nogengange være svært. F.eks. er jeg jo stolt af endelig at forsøge med praktik igen, men da jeg nævnte det for dem, 2 timer så kan du jo kun lige komme igang så skal du hjem igen. Ja det ved jeg ligesom godt, men sådan er det bare. Når de er på besøg tøver de heller ikke med at nævne hvis der er en opgave som i deres verden har ventet for længe. Har I ikke nået det endnu, hvad går I så og laver. Nu her til fødselsdagen spurgte de sådan ud fra det synspunkt, at de jo ikke ser meget til os. Jeg svarerde bare: passet mig datter, passet mig datter og ja passet mig datter noget mere.

Kan egentlig godt lide dem og vi har haft mange gode hygge stunder sammen, især den periode vi lå på samme campingplads som dem.

Og i starten følte jeg de forstod, hvis jeg skulle have et hvil midt på dagen, var det sådan det var osv. Men nu er det som om de bare tror jeg er doven, og det trods de ser mig tage min medicin, flere gange dagligt. 

En anden årsag som jeg er fuld bevidst om, er at de måske prøver at præge deres søn til at forlade hende den skrappe, kan jo værre de har svært ved at tro på at deres dejlige søn har gjort de ting jeg har fortalt dem om. Jeg kan kun læne mig tilbage, og minde mig selv om, at jeg var ærlig fra starten, at han har valgt mig trods mine problematiker, og at det må de så acceptere. Og jeg ved hvor galt det kan gå hvis jeg presser mig selv for meget og der skal jeg ikke hen igen.

Har nævnt det for kæresten et par gange, og hvis vi sådan for alvor finder hinanden igen, håber og tror jeg, at han vil være med til at få dem til at stoppe de dumsmarte bemærkninger.

Mine forældre har langt om længe fået sandheden at vide om at vores forhold ikke lige frem er perfekt for tiden, har ellers ikke villet bekymre dem, men sandheden kommer jo altid frem. Det har da også skabt lidt antiparti fra deres side, men som min mor også sagde så længe jeg kan leve med det, så kan de også jeg er voksen og det er mit valg. Sagde lige ud det ved jeg ikke om jeg kan i længden, men I ved jo godt hvor uheldig jeg har været med kærester gennem tiden, så tror bare jeg bliver hvor jeg er denne gang, man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får. De har behandlet værre kærester pænt så ved de kan gøre det igen.

Håber vi bliver raske til i et vist omfang at nyde/udnytte efterårsferien, måske man kunne være heldig med lidt tørvejr snart, vi har mange udendørsprojekter, som både sygdom og vejr har forhindret. Tvivler på vi når dem inden vinteren banker på, men vi må nå det vi kan. Og måske vi slet ingen vinter får, måske det efterårsvejr vi har haft, både forår, sommer, efterår bare fortsætter og fortsætter......

Aloha vi ses

 

 



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×