Hop til indhold
jegermaiken

Blog jegermaiken

Indlæg: 106    Kommentarer: 245   
Se mere fra Blog jegermaiken

"Jeg er nok"

68 visninger

Jeg er i aften faldet over en mappe på min computer, hvor jeg har tømt den gamle computer for alt, hvad der lå af billeder og tekster af forskellige arter - skoleopgaver, dagbøger, selvproduceret prosa, digte og så videre. Det har været en hård omgang. Det meste af det stammer fra min tid på efterskolen, hvor mit selvhad var på sit allerstørste - mit selvhad og så mit had til andre mennesker og verden generelt. Særligt ét menneske havde jeg i 9. klasse svært ved at magte. Hun kom for tæt på Anna, følte jeg. Og det kunne jeg ikke tolerere. Det skrev jeg en masse linjer om dengang - som jeg senere omskrev til noget mere flydende uden at ændre i indholdets bundlinje. Det var lidt overvældende at læse igen, men jeg synes faktisk, det er ganske glimrende tekstforfatning - når man altså ser bort fra indholdet og opstillingen af en scene, hvor jeg HAR slået hende ihjel.

 

Jeg ved ikke, om det var min mening, at det skulle gå så galt. Måske var det ikke. Men da jeg klemte til om hendes slanke, solbrune hals, ville jeg blot lære hende, at hun kom for tæt på. Lære hende, hvordan hun legede med sit liv, hvordan hun skubbede til spillereglerne – for det var, hvad hun gjorde. Hun trængte sig på, hun forstyrrede mig.

Hun var ikke blind – hun var bare dum. Et unævneværdigt navn til en hæslig eksistens, som jeg tidligere havde kendt mange lignende af uden at behøve anstrenge mig for at lede efter dem i hukommelsen. Men netop hun forstyrrede mig i min søgen efter mig selv, hun stod i vejen for det spejl, hvori jeg søgte efter mig selv efter mange års forgæves søgen. Jeg var nødt til at lære hende en vigtig lektie.

Hun var egoistisk, og jeg betalte hende blot en retfærdig pris tilbage. Retfærdig for mig, og jeg er nok. For mig. Hun levede uforstyrret i sin egen, lille verden af hvid chokolade, og hun hjemsøgte mit liv med den evigt tilbagevendende tanke om hendes frygtelige, falsetagtige latter, hendes sukkersøde håndled, hendes enestående evne til at prale og til tale om sig selv. Hendes skingre, skærende stemme genlød i mit hoved, når jeg så hende, og jeg byggede en mur af uigennemtrængeligt had op mod hende for hvert eneste sekund, jeg så på hendes uintelligente ansigt.

Jeg fortryder intet. Dig fortryder jeg allermindst. Jeg nyder at have dit liv på min samvittighed, jeg nyder smagen i munden. Det varmede mit hjerte at se dig ånde ud for sidste gang.

Jeg har nærmet mig målet i min søgen efter at være noget eller nogen.

 

Store ord fra en 16-årig. Jeg aner ikke, hvor hun er henne i dag - Kirstine, hed hun. Det er også ligegyldigt. Men jeg glemmer aldrig, hvor meget jeg hadede hende dengang. Og hvor er det dog paradoksalt, at min afsky for hende "lader som om", den skyldes hendes egoisme - når det dybest set og meget soleklart bunder i min egen ekstreme egoisme. Måske lignede vi hinanden?



1 Kommentar


Recommended Comments

Vor forargelse og indignation over andres adfærd kommer ofte af, at vi i virkeligheden gerne selv ville agere på samme måde som den, vi bliver forarget over, men at "noget" i os forhindrer os i at gøre det, eller påbyder os at undlade det.

Med andre ord, som vil kunne bekræfte det sidste, du skriver, genkender vi i den andens handling ønsker, tanker, tendenser, vi selv kan fornemme at have. 

Del denne kommentar


Link til kommentar

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×