Hop til indhold
Soyyo

Udlandsdansker

Indlæg: 17    Kommentarer: 15   
Se mere fra Udlandsdansker

Hvor går grænsen, og hvad er overdrivelse?

105 visninger

Det her kommer til at være mit ærligste blogindlæg hidtil og formentlig fra nu. Det har været en trist juleferie, det har været en trist december. Jeg har været den stærke pige, der har taget enorme skridt i 2017. Jeg har været mig selv, jeg har åbnet op. Jeg har været en god veninde, og jeg har været god ved mig selv. Men nu brød jeg sammen. Jeg kunne ikke holde til mere, og jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for ikke at være stærk, ikke at være høj på livet. Jeg havde brug for at sove længe, og jeg havde brug for at græde. Jeg havde brug for at være svag. 

Og det er okay. For jeg ved, at jeg ikke vil være svag for altid. Jeg vil være svag for en periode, mens jeg samler ny energi og har tid til at skabe nye drømme, gå ned i det dybeste mig og finde en ny, frisk motivation, skifte alt det gamle ud, og så er jeg igen klar til at kæmpe videre, til at være stærk.

Måske var dét, som provokerede det at jeg mødte dig. For du kom brasende ind i mit liv, og du blomstrede af interesse for at se mig, lære mig at kende. Og jeg husker tydeligt den første date, hvor du kom og hentede mig i din lækre bil, og du var nervøs og stille. Du virkede akavet, og du virkede som om, du virkelig synes, at jeg var noget interessant. Du holdte din afstand, og du lod mig styre. Vi tog ud og spiste, og det var mig, der havde ordet. Du var rolig, du lyttede, du smilte, du fortalte. Du var så rar.

Anden gang lige så. Du kyssede mig i bilen, mens du grinte, du smilte. Du roste mig beskedent men ærligt. Denne gang var en god gang. Vi tog ud og spise igen. 

Derfra begyndte du at blive underlig. Du begyndte at spørge ind til andre drenge. Om jeg så nogle, om jeg havde set nogle, om jeg kendte til nogle. Mens du grinte. Mens du sagde: "Det er jo bare en joke..", når jeg sagde, at jeg skulle til Danmark til jul, var din første reaktion: "Og til fest? Og møde fyre?" - mens du grinte, for "det var jo bare en joke", du var jo ligeglad. Du begyndte at kommentere på, at du kunne se, at jeg havde liket en anden fyrs billede på instagram, mens du kort forinden havde sagt: "Jeg tror ikke rigtig, jeg vil det her..". Du havde ligget overfor mig i sengen og sagt, at jeg kun skulle være sammen med dig, mens jeg af fornuft sagde: "du må være sammen med dem du vil, hvis du kun vil se mig, skal det være af lyst og ikke tvang", mens du grinte, kiggede ned på mine læber og sagde: "dit er af tvang", og så kunne du gentage bagefter at du "jo ikke vil noget seriøst med dig".. 

Du hev fat i min mobil, mens du af sjov forsøgte at gætte min kode. Du fik gættet den, og du tøvede med at røre mine ting, men fik åbnet min snapchat, mens du analyserede, hvem jeg snappede med. Så lukkede du den igen. Jeg havde nogle billeder hængende over min seng med venner og familie, og du, uden at vise interesse for de andre, hiver hårdt et ned - ét, hvor jeg sidder med en af mine venner, og det eneste, der interesserede dig var: "hvem er han? uuuhhh... hvem er han?", mens du løftede dine øjenbryn og grinte ironisk. 

Det hårde, hudløs ærlige, dét som jeg aldrig har eller vil fortælle nogle, var da du pressede mig til sex. Eller gjorde du? For det gik for hurtigt for mig, du var for meget på, du var hurtig, og du havde fat i mig alle vegne. Du lod det ikke flyde, du lod det ikke komme roligt, nu vi ikke kendte hinanden ordentligt.  Jeg sagde nej, jeg sagde stop, men jeg grinte jo også lidt måske. Og jeg krammede dig jo. Vi lå jo i min seng, mens du holdte om mig, og for dig har det åbenbart været til sex. Men hvor går grænsen?

Vi havde sex. Og du var egoistisk. Du tænkte på dine egne behov, og du ville, at jeg skulle røre ved mig selv. Men det var en ordre, det var en kold og uempatisk ordre: "rør dig selv..", og når jeg sagde nej, blev du irriteret, og "hvor er du kedelig". Du kunne finde på at sætte dig op ved mit ansigt og sige: "sut mig". Og dér, ramlede alting sammen. Og du gjorde det igen. Jeg sagde nej, og jeg gjorde det ikke på dig. Du ville havde kontrollen over mig, og du kunne finde på at hive mig hårdt, hvis jeg ville flytte mig. Og du kunne finde på at sige: "hvem har sagt du måtte tage tøj på?" 

Og sidste gang lå du ovenpå mig, og vi grinte og smilte, og jeg så i dine flotte, runde, brune øjne som mindede mig om første gang vi sås, din usikkerhed, din nervøsitet, din generøsitet. Da du fik mig til at grine, som var det, det eneste, der havde betydning for dig. Du kiggede ned på mine læber og igen op på mine øjne. Du skiftede udtryk i ansigtet, du blev kold, du sagde ingenting, du grinte ikke længere, du kiggede ikke længere på mig med dine skinnende øjne, som ville du mig det bedste, du fjernede din hånd fra mit ansigt, hvor den hvilede blødt og sårbart, da du kyssede mig. Du rakte armen ud i vejret og med 30 cm afstand førte du den i hast mod min kind. Du kiggede iskoldt. Du sagde ingenting. Du kommenterede det ikke. Du har aldrig kommenteret det. Men du slog mig - eller er det min overdrivelse? Hvor går grænsen? Du lagde op til at slå mig. Du viste aggressiv adfærd, du viste adfærd, som jeg har forsøgt at forsvare, som jeg har forsøgt at finde forklaring på. Hvorfor gjorde du det? 

Hvorfor var du sådan her ved mig så hurtigt? Hvorfor trådte du senere et skridt tilbage, tog afstand og sagde til mig, at "det gik for hurtigt", når du på ét split sekund kørte med 300km i timen, når det kom til sex? Hvorfor er det så nemt at åbne os seksuelt for andre mennesker, men når det kommer til følelser, så går alting for stærkt? 

Og hvor går grænsen? Var din adfærd uacceptabel eller er det mig, der har overdrevet? Har jeg grædt og følt mig tværet ud, fordi du forlod det hele, eller er det fordi du brasede ind i mig liv, kontrollerede mig og fik mig til at føle mig uværdig? Er det et andet menneskes forsøg på kontrol, der gør, at jeg har følt, at jeg har været ude af min egen kontrol? 

Selvfølgelig vil jeg aldrig nogensinde gå videre med dette. Og at du direkte smed dine kønsdele i hovedet på mig, mens du beordrede mig til at give dig nydelse, vil aldrig nogensinde komme, ikke engang, til mine venner. Jeg kan ikke få mig selv til at sige det højt. At en fyr så flot, så nervøs og usikker, fra en så velopstillet og velhavende familie, med en god uddannelse, gode fremtidsmuligheder og drømme i livet - og så.. gjorde du det? Var det bare med mig, du opførte dig sådan overfor, var der noget ved mig, der gjorde, at du følte for at kontrollere? Var jeg bare et svagt offer, hvor du følte, at du kunne skabe dig, som du ville, at du kunne komme ud med indre, ubehagelige lyster til at kontrollere, at give ordre. Er det kun med mig, at du valgte en aften for en uge siden at spytte ned på mit ansigt, da du lå ovenpå mig? 

Eller er du sådan med de andre også?

Og hvor går grænsen for, hvad der er overdrivelse, at tage noget for tungt - til at noget bare ikke er acceptabel opførsel

For overdriver jeg, og hvorfor savner jeg noget så usselt? 

 



3 Kommentarer


Recommended Comments

Jeg får helt kuldegysninger når jeg læser dit indlæg. Alt i mig skriger at du skal flygte og jo hurtigere jo bedre. 

Den mand du beskriver er den ultimative psykopat. Der er lavet film om sådanne mænd. Deres spil er klassisk. De søger stærke kvinder, kvinder som dig, der lever stærkt og som afprøver livet. Så spiller de på at være svage, følsomme, nervøse dog i en fin kombi med komplimenter. Du er så skøn, stærk, dejlig...og så langsomt, når kvinden er besejret, kommer kontrollen, i starten som sjov, jokes, med smil der, hvis man er opmærksom, ikke når øjnene. Den opmærksomhed er dog oftest long gone når forholdet når dertil.

Man skal ikke tage fejl, psykopaten ved præcis hvad han gør og langsomt udvikles hans dominans. Først kommer de faste greb, enkelte små "overgreb" på personligheden følges af det lille smil og så en dag kommer det første slag og det er typisk en syngende lussing.

Fremtiden med et så sygt menneske og man skal ikke tage fejl...det er et virkelig sygt menneske, vil udvikle sig mere og mere voldeligt. Den daglige kontrol vil vokse og er man i tvivl om hvor galt det kan gå så se "I seng med fjenden" eller "Enough". Mange synes det er overdrevet, men det er det ikke.

Så du overdriver ikke og du skal flygte mens du kan for det det kan gå helt galt.

Hvorfor du savner? Jamen det har han jo skabt i dig. Det er en del af gamet at nedbryde og vække en kærlighedsafhængighed som de færreste forstår. Det at være ingenting uden ham. Isolationen der kommer når han har jaget alle væk eller rettere trukket dig væk fra alle du kender, isoleret dig både fysisk og psykisk. Det er der han skaber savnet. 

Jeg har prøvet det og livet har lært mig at jo mere polerede de er udenpå jo værre er de indeni. Jeg har mødt mange der udtaler at kvinder er dumme når de bliver hos en voldelig mand, men det er fordi de ikke ved bedre. Man forlader ikke sådan en mand....det kan man dø af.

Lige et råd: sørg for at der er venner han ikke kender så du har et sted, hvor han ikke kan finde dig, for han vil lede og han vil græde og tigge, love bod og bedring. Samtidig vil han manipulere skylden for at han slår, over på dig for "du får mig jo til det og det er slet ikke det jeg vil. Jeg vil bare elske dig".... Han vil aldrig søge hjælp for han mener jo ikke det er ham der er noget galt med. Alle ord er et spil...i en meget syg/skadet hjerne og du kan ikke redde ham. Red dig selv.

Knus og varme tanker

Centrum

Del denne kommentar


Link til kommentar

Helt mundlam. 

Kan kun gik centrum ret i at du skal se at komme væk han er syg og det der ender galt:( 

du skal ud og finde dig en som elsker dig og ikke bare bruge dig som et stykke legetøj. 

Knus yde 

Del denne kommentar


Link til kommentar

Giver centrum og yde37 ret. Læs centrums  besked meget grundigt. 

Og jeg synes mit forhold til kæresten er op af bakke en gang i mellem... Nej..!  

Det der er grotesk.  dét har intet med kærlighed at gøre. Der er ren manipulation og tilfredsstillelse for ham! Og han gør det 100 procent ved alle. 

Som jeg læser det bor du ikke sammen med ham? Eller? 

Hvis du ikke gør så få den lukket nu. Lige nu. 

Udover det er psykisk vold er det også voldsomt seksuel kkrænkelse. Det giver mig ondt i maven at skulle være offer for det seksuelle oveni.

  Han er uden tvivl tiltrækkende dejlig og et væld af andre ting, men hvis han overskrider grænserne på den måde så skal du ikke være sammen med ham. Du kan ikke ændre ham uanset hvad.

Det ikke bare personelige grænser han bryder.  Det er generelle grænser for et menneske. Det er fuldstændig normalt at du føler dig dybt krænket. 

Kram herfra.

PS. Det er helt forståeligt det svært at tale med nogen om det men brug os herinde til en start som du allerede gør.  så du ikke mister dig selv helt i det spil :)

Del denne kommentar


Link til kommentar

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×