Hop til indhold
Odoidoi

Gonøj

Indlæg: 5    Kommentarer: 13   
Se mere fra Gonøj

Jeg kan ikke genkende mig selv ..

24 visninger

.. nogen gange..

Både litterært og figurativt. Jeg kan stadig ikke finde ud af om det er godt eller skidt?
Nogen gange har jeg svært ved at genkende mig selv på selfies. Jeg ser meget anderledes ud end jeg gjorde for bare et halvt år siden! Nu har jeg dog også tabt mig en del (20kg på et helt år), og det spiller selvfølgelig også en rolle. Jeg tager ubevidst en hel anden type selfies, fordi jeg ikke længere behøver at tage dem en smule oppefra. Jeg tænker ikke engang over det. Jeg er gået fra at ligne en pige, til nu at ligne en dame/kvinde, og jeg synes nu, at i en alder af 31, af jeg teknisk set har været en kvinde ret længe.

Mit liv er endelig faldet på plads. De sidste par år har jeg fået mere og mere styr på tilværelsen, og de sidste 1½ år i rollen som mor, har jo særligt sat skub i ansvarsfølelsen. Nu har jeg endelig fundet noget erhvervspraktik i et RIGTIGT job. På mandag skal jeg arbejde som butiksmedhjælper i en Imerco, og starte på 20 timer for gradvist at komme op på en fuldtid. Men det er et job der kræver en "uniform", og jeg må pille samtlige piercinger ud, og skal dække min tatoveringer. Det har jeg det egentlig helt okay med, men det er underligt at skulle undertrykke et behov for en excentrisk udsmykning jeg egentlig har haft hele mit liv. Men mit udseende er ikke min identitet, så det overlever jeg nok. Men det er stadig underligt, fordi det også føles som sådan en "voksen" ting at gøre. At se helt tilforladelig og generisk ud.

Det er stadig ikke helt sivet ind, at jeg altså er voksen nu, og faktisk har været det ret længe. Rent juridisk har jeg jo været det i 13 år, men i virkeligheden har jeg først følt mig sådan, i 1-2 år. Hvis mit 20 årige jeg så mit nutidige jeg på billeder, tror jeg især ikke jeg ville genkende mig selv. Måske tænke, at jeg egentlig ligner en lidt små stram type, der ved hvad jeg vil og har styr på sit shit. De to sidste ting, synes jeg også bliver tilnærmelsesvis rigtigt jo længere jeg kommer. Men jeg er stadig bange for, om jeg bliver en lidt strid type hvis jeg skal holde mig selv disciplineret nok til at holde mit lort kørende. Jeg er altid bange for at blive en lidt hård mor, når jeg sætter grænser og principper for min søn (lige pt. har vi lidt blandede følelser for brugen af sut (hvornår og hvordan), hvilket kan være en følsom ting for en halvanden årig, så det er svært ikke at risikere at blive får hård). Én ting er at vænne sig til, at jeg er voksen, noget andet er om jeg egentlig er ok med hvilken type voksen jeg er blevet. For det er slet ikke den type, jeg havde regnet med jeg ville.

Jeg er også bare for dum til det med kasser, men det er bare sådan mit hoved tænker.
Jeg kiggede på billeder af mig selv i 2009, og så en helt anden pige, end jeg så dengang i spejlet. Udover at jeg virkelig har været i selvbenægtelse om min vægt dengang, så ser jeg også en type, som jeg ikke engang er helt sikker på jeg selv ville have været særlig gode venner med, hvis jeg havde mødt mig selv dengang.
Men selvudvikling er en god ting, særligt når det går fremad. Det jeg har svært ved at forholde mig til, er nok at jeg aldrig har haft nævneværdig dårlig selvværd. Dårlig selvtillid, jovist! Men værdet for mig selv, har egentlig været fin nok. Jeg har altid kun følt mig lidt buttet, selvom jeg nok længe har været på de 90-100kg, og jeg har haft det ret godt med min personlighed, selvom jeg selvfølgelig erkendte mine fejl og svagheder. Jeg har det stadig fint med min personlighed, både dengang og nu, men det er som om jeg ser mit fortids-jeg på en hel anden måde end jeg gjorde dengang. Jeg ser en hjælpeløs pige der bare trådte vande hele tiden, og ikke anede en skid. Men dengang, så jeg mig selv som en person der ikke rigtig gad tænke på det faktum, at jeg ikke anede en skid, men at jeg bare ventede tålmodigt på den fremtid, jeg ikke gad tænke på, hvor jeg måske, måske ikke, fik tingene til at falde på plads.
 

Jeg ved jeg har udviklet mig i den rigtige retning, men jeg bryder mig egentlig ikke om, at jeg først og fremmest er begyndt at få et lidt mere kynisk syn på mit fortids-jeg, til trods for at jeg var glad for mig selv dengang, samtidig med at jeg bliver i tvivl om jeg er blevet et mennesketype jeg altid har synes var en anelse irriterende. Det vil sige, at jeg egentlig også har et små kynisk syn på hvad jeg er nu, uden helt at være sikker på, at det også er det jeg er.
For fanden... identitet er en virkelig underlig og skrøbelig størrelse. Måske er det en anerkendelse af, at jeg ser noget nu, jeg ikke så dengang, at jeg også nu, er bange for at jeg ikke kan se hvad jeg er nu, før om mange år.

 

På billedet synes jeg der ses en ret tydelig forskel. Det første er fra 2013, det andet er fra igår. Jeg ved ikke lige hvor mange kilos forskel der er, men jeg smiler også en smule anderledes (men ok, det var et lidt påtaget smil igår, men lidt selv iscenesat er et selfie jo altid). Vinklen er dog nogenlunde den samme.

C360_2013-04-08-21-19-18-COLLAGE.jpg



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×