Hop til indhold
Soyyo

Udlandsdansker

Indlæg: 18    Kommentarer: 15   
Se mere fra Udlandsdansker

Men hvad vil jeg?

37 visninger

Der var noget, der fik mig til at tænke. Til at føle. Men føle på en anden måde, end jeg plejer. Se tingene anderledes denne her gang. Denne her gang, da jeg trådte ud af hans dør, han gav mig et kys og sagde: "regn med mig", så tænkte jeg ikke på ham. Eller på kysset. Eller tog ordene til mig. Jeg lod ordene ligge. Jeg smilte. Jeg kyssede ham igen, og jeg gik. Og denne her gang træk jeg vejret dybt ned i maven, mens mine tanker farede rundt i en knude af tusinde tråde viklet sammen uden at enden var at finde. Denne gang centrede mine tanker sig i mig. De centrede sig om, hvad næste skridt er, for hver gang jeg løfter det ene ben. Venstre ben, foden ned på jorden, højre ben, foden ned på jorden, venstre ben, foden ned på jorden.. og så stod jeg foran metroen ved siden af hans hjem. Og så kiggede jeg ned af gangene, tomt, søndag formiddag, mens en lille tåre trillede ned af mine kinder. Jeg stod i min grå/sorte kjole med min bordeaux taske på venstre skulder, min mobil i hænderne. 

Og jeg græd ikke over ham. Jeg vidste, at det måske ville være sidste gang, at jeg trådte ud af hans lejlighed, at han kyssede mine læber, og at jeg gled ned ad trapperne for at fange metroen. Jeg vidste, at det måske var sidste gang. 

Men jeg græd ikke over ham. Og mine tankerne samlede sig om de kys, vi havde delt natten over, hans arme om min krop, mens vi lukkede øjnene, hans ord og hans forsigtige grin. Billederne skiftede i mit hoved. Men mine tanker.. ja, de bandt sig om ham. Men de bandt sig endnu mere om mig. Denne her gang kunne jeg mærke, at nu handlede det om mig. Nu handlede det om mit liv, nu handlede det om mig.

Og så satte jeg mig i min seng med computeren på skødet, mens jeg tomt kiggede ud over byen fra min terassedør. Mit blik var tomt. Så mange ting kørte i ring. Nogle gange trillede tårerne og nogle gange formede mine læber et beskedent smil. Nu handlede det om mig. For skridtene mod metroen var et gentagende spørgsmål om, hvor jeg var på vej hen. For nu havde jeg brugt natten hos ham. Og nu var det tid igen til at løfte det ene ben, og nu var det tid igen til at tage næste skridt... i livet. 

Og hvad vil jeg egentlig i livet? Hvad vil en person, som altid har gjort, hvad drømmene sagde, som altid har ladet sig føre hvorhen hjertet gav tegn. En person, som aldrig har været bange for at tage chancer eller lade sig kaste ud over uden at vide, hvad der ville vente. Hvad vil en person, som aldrig rigtig har haft stabile pæle i jorden. Som har levet med et konstant ønske om dynamik og bevægelse. Om kaos og usikkerhed og en søgen af ustabilitetet og eventyr. 

For jeg har aldrig været bange for noget. Og da jeg forlod Danmark for 6 år siden var der ingen tvivl om, at det ikke ville være i nærheden af midlertidigt. Og nu er jeg snart 25, hel uddannelse fra udlandet, 5 sprog i kufferten, et studierelevant arbejde med fulde ansvar for området som en del af lederteamet for virksomheden. Ugentlig sprogundervisning på et nyt sprog, daglig træning, gode venner og konstante aftaler. Daglige aftaler. Daglige aktiviteter. Og det hele kører, gør det ikke? Jeg lever et drømmeliv, gør jeg ikke? Jeg har alt, hvad jeg skal bruge og mere til. Jeg har ikke begrænsninger. Jeg lever fuldt ud i et af verdens smukkeste og mest populære byer. Jeg har et stort netværk. Mit CV skinner. Min motivation møder ingen grænser. Min kærlighed til livet endnu færre. Og jeg er klar på, hvad end der kan ske. Jeg er klar på enhver overraskelse, og jeg er klar på uforudsigeligheder. For alt i alt er det, hvad jeg vil have. Uforudsigeligheder. Ikke at vide hvor jeg er om 2 år. Men have idéer, drømme og tanker. 

Og tårerne vælter ud. For livet er fantastisk, og jeg klager ikke, og jeg er stolt af mig selv og mine beslutninger. Jeg er stolt af, at altid har haft en viljestyrke, der ikke så højder. At jeg gjorde, hvad jeg følte og ikke lyttede til de tusinde "det kan du ikke", og at jeg skabte en vej, hvor der ingen var. At jeg skabte en vej, som andre nu følger. For jeg har altid set hundrede muligheder, hvor der var ét problem. Og jeg har altid accepteret alternativer. Og jeg har en mentalitet, der styrer mod succes. 

Og så nogle gange, bruger jeg halvdelen af søndagen i min seng med døren lukket, med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg forsøger at skabe en orden i uordenen i mit hovedet, mens jeg forsøger at samle de ting, der sker omkring mig, mens jeg forsøger at finde en mening, og mens jeg forsøger at mærke mig selv i mængden af muligheder, mængden af nye og gamle bekendtskaber, mængden af dates og følelser rettet mod fyre, mængden af arbejde og mængden af universitetet. Og så forsøger jeg at finde mig selv. Og så triller tårerne, fordi nogle gange er det ikke nemt. Jeg ved, hvor jeg står nu, mens jeg ved ikke, hvor jeg står i morgen.

 

Og det er vel også okay? For vi er vel, hvor vi er, fordi det er der, hvor vi har ført os hen.. 



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu
×