Hop til indhold

Al aktivitet

Denne stream opdaterer automatisk     

  1. I går
  2. Verden er nu sjov

    Nu skal jeg ikke gøre mig til dommer for, om nogen har skrevet mere grimt om ham, end så mange andre... Jeg ejer ikke et tv, og læser ikke de aviser og blade, der skriver om den slags. Det er dog helt naturligt, at når en person i vores nærhed dør, så vender vi det positive af personen i vores indre. Det samme synes jeg sker, hvis jeg rent tilfældigt, kommer til at læse om en person, der har været et eller andet der gør, at de fleste kender personen. I dette tilfælde, kommer skribenternes indre så ud til os andre, i det der er deres job, det er der som jeg ser det, ikke noget sjovt/specielt i, det er helt naturligt. Udover den menneskelige egenskab vi alle er udstyret med, hvor dette sker helt af sig selv, så er der jo også noget respekt over det; ikke for det tomme hylster, men for de pårørende. Vi står jo heller ikke og sviner en person til, der måske åbenlyst har båret sig dumt ad, og af den grund er død, af simpel respekt for, at der er nogen tilbage som holder meget af den nu afdøde person.
  3. Sidste uge
  4. Fordele ved at bo alene

    Hvis det virkelig var sådan, så var jeg ilde stillet... Jeg drikker hverken mælk eller cola, hvilken en af delene jeg finder mest frastødende, har jeg svært ved at beslutte. Jeg kunne heller ikke drømme om at gå ud i frostvejr uden sko, og jeg forholder mig egentlig også ret rolig, når det kommer til søvnens udfoldelse. Der er nu mange flere gode fordele ved at bo alene, men midt i et savn, kan det jo være svært at få øje på... Men det er bedre at leve alene i fred, end i et forhold i ufred, så man skal ikke blot tage for at tage, det er der alt for mange der gør i dag, og det afspejler sig jo i vort samfund... Nok om det, håber det går dig godt, trods omstændighederne i dit liv lige nu, med ønsket om alt det bedste i din retning. Tim
  5. Ferie og valentins day

    Hvad er ferie uden lidt drama og alene tid til at reflektere over livet. 7,9,13 har mine ferie ikke været uden lidt drama, dog i forskelige former vel og mærker og altid med tid til at reflektere over livet. Min sommerhusferie med familie er da heller ingen undtagelse, forrig weekend pakket vi nemlig bilen og satte kurs mod søndre jylland hvor vi havdet lejet et sommerhus. Humøret var høj, bilen tæt pakket og alle spændte på hvad der ventes os den kommende uge. Da vi endelig kommer til sommerhuset er vi alle godt trætte ovenpå den lange køre tur fra købehavn, så den første dag går faktisk bare med at køre også pakke ud. De efterfølgene dage begiver vi os ud for at undersøge nær området, vi besøger blandt andet Rømø, Tænder, Skærbæk og igår valgte vi så at køre over grænsen til tyskland for at shoppe lidt. Vi får shoppet en helveds masse ting, stemning er høj og vi nyder virkelig at være afsted sammen. Til forskel fra sønderjylland har alt i tyskland åbnet vi har flere gange kørt forgæves herover, men det har også sin charme. Men som sagt nød vi endelig at være i et stor centet, vi var der flere timer inden vi kørte tilbage igen. Da vi køre hjem af er bilen godt læsset!, måske lige til grænsen. Efter kun en små 20 minutters kørelse begynder det at vælte ned med sne Vi sætter derfor farten ned, da sigtbarheden heller ikke er for god. Næsten ud af det blå kommer der en rundkørelse og vi glider ud, ned i grøften. Det første jeg husker er at min far spørg om vi er okay, hvilket vi alle var selv vores hund var hel rolig og uden en skramme. Vi får ret hurtigt kravlet os ud af bilen som ligger på siden nede i grøften, jeg får ringet efter falck og forsøgt at diagere trafikken væk fra os. Min største frygt var at der skulle ske en ulykke mere da det virkelig var glat. Falck informere mig om at der kan gå op til en time før de kommer, jeg vælger derfor sammen med min bror at gå til den nærmeste gård hvor jeg kunne se lys. Jeg banker pænt på og spørg om de tilfældigvis har en gummiged. Damen ser først lidt rystede ud og spørg om vi er okay, hvor både min bror og jeg fortæller at det er vi, men at vi meget gerne ville havde vores bil op. Konen for kaldt på sin mand som siger at han starter sin gummiged op med det samme. Vi takker pænt og løber tilbage til bilen hvor min forsat sidder i, hun nægtede at gå ud og var meget rystede over det hele. Vi fik hende dog overtalt og min bror fulgte hende tilbage til gården hvor hun og vores hund fik varmen. Manden kommer så med sin gummiged og hiver vores bil op af grøften. HELDIGVIS! er der ikke sket nogle større skade på bilen og den kan køre derfra. Manden tilbyder os at vi kan se på skaderne på hans værksted, vi takker pænt tak og følger efter ham. Jeg lyver ikke, da jeg så bilen kom op af grøften og at den kunne køre derfra, omg det var virkelig en lettelse. Vi var alle uskadte, bilen kunne køre hjem og vi var alle nogenlunde fattet, jeg havde så meget lyst til at råbe op af glæde, sagde til min far flere gange " vi gjorde det far, vi klaret det". Det først efter falck har været og kigge på bilen og sagt go for at den kan køre, og at vi har fået nået kaffe hos den venlig familie at jeg begynder at mærke min krop. Jeg vælger først ikke at sige nået, men på vejen hjem til vores sommerhus kan jeg mærke at min nakke er hel stiv, jeg får knækket den, og kan så mærke min skuldre. Det ikke fordi den gør ondt, ondt! , men nærmer øm og som om der sidder nået i klemme. Jeg vælger først at fortælle mine forældre om det da vi er kommet helt hjem, jeg ville ikke gøre hverken min mor eller far mere urolig end de allerede var. Særligt min far var rigtigt ked af vores uheld, og følte slf skyld. Sandheden er dog en anden, havde det været mig eller min søster som havde kørt bilen havde skaden nok været værre end den var. Min far er min store helt, han har klaret os ud af nogle virkelig slemme situationer samt undgået en del uheld, havde han ikke rageret som han gjorde tør jeg slet ikke tænke på hvad der var sket. Ohh kan mærke jeg bliver helt ked af det bare over at skrive det. Men vi har det alle godt, bilen er idag blevet lavet og vi klar til at køre hjem til københavn. Hjem til dejlige lys kryds og uden de skide rundkørelser Både efter ulykken og særligt i onsdag mærket jeg virkelig savnet til en kæreste, måske nærmer ensomheden. Selv om jeg er omgivet af min familie, følte jeg mig særligt onsdag men også igår da ulykken skete, mig meget alene. Jeg havde ikke en jeg lige kunne putte mig ind til, eller bare ringe til og lige sige at man elsker ham og at man faktisk havde lidt brug for ham. Jeg ved at min helt store kærlighed nok skal komme, men når de her ting sker, så ville jeg virkelig ønske at jeg havde en mand. Om ikke andet bare en flirt der kunne trøste en. Når alt det her er sagt så trøstede min familie mig slf, og vi har snakket hele dagen igennem omkring ulykken og været der for hinanden, men der der tosomhed som andre par har, den mangler jeg lidt. Man skal huske at værdsætte det man har her i livet, det lærte jeg igår. I morgen tager vi ned i bymidten for at bestille en kurv til den søde familie som hjalp os igår, vi føler alle at det er det mindst vi kan gøre. Næste kærlighed og kærlighed til hinanden <3
  6. Verden er nu sjov

    Jeg læser "Tæt På" af hensyn til TV bladet. Og jeg må sige at Prins Henrik har været udsat for massiv beskydning i mange måneder. Min egen far døde for øvrigt som dement, og hans væremåde den sidste tid var også noget mærkelig.
  7. Jeg kan klare mig selv!

    Du har en meget stor og tung bagage som du slæber rundt på i dit indre. Jeg kender den "bagage", men nok ikke helt i samme grad som du. Da jeg var i 20érne var jeg stærk. Jeg levede mit liv efter devisen at jeg ikke havde brug for andre mennesker, jeg kunne klare mig selv og ligesom du blev jeg nemt vred. Sandheden er at vi bærer på en sårbarhed som de færreste forstår. At blive svigtet er en del af os og vi tror på at hvis vi holder mennesker ude i en arm længde så kan de ikke sårer os. Hvordan stopper man vreden? Det ved jeg ikke. Nogen siger der skal sættes ord på, men det er meget svært. Sad engang foran en psykoterapeut og rullede mit liv ud, hvorefter hun bad mig udvælge noget af det da hun ikke kunne rumme det hele, men det var jo praktisk umuligt eftersom det hele hænger sammen. Tiden har været min ven og det er lykkes mig at lægge vreden væk. Det er ingen nem proces for det kræver at man tager chancer. Jeg skulle risikere at blive svigtet, risikere at blive såret og det er slet ikke nemt. Jeg tror alligevel du skal have nogen at snakke med og første skridt er din læge, der kan henvise dig. Mvh. Centrum
  8. Verden er nu sjov

    Ja der findes mange der vender på en tallerken eller går den vej vindene blæser, som det så fint kaldes. Jeg står ved mit. Han sagde mange dumme ting igennem årerne, men jeg ved også at demens er en sygdom, en hjerneskade og mennesker skifter personlighed. Nogen siger dumme ting og andre bliver voldelige. Faktum er at de ikke er helt normale. Jeg syntes det var tydeligt at det var en syg mand der talte og det skrev jeg mange gange på de sociale medier, men kun få lyttede. Mange var fanget i forargelsens "blodrus" og de stirrede blinde på skaffottet ligesom i gammel tid mens de kom med tilråb til den "anklagede". Jeg er absolut tilhænger af vores kongehus, men ikke i en grad hvor jeg læser Billedbladet. Tror jeg køber et ugeblad en gang om året og det er ikke billedbladet. Det bliver det aldrig Centrum
  9. Det skete

    Hvor er du sej. Jeg håber virkelig at du står fast. Volden vil aldrig blive mindre, tværtimod. Det første slag...jeg husker det selvom det er mange år siden nu. Jeg blev og vendte det meget hurtigt mod mig selv. Det var nok min egen skyld...jeg skulle nok ikke osv. Det tog mig næsten 2 år at komme ud af det og i de år udviklede volden sig fra slag til spark, knivkastning og meget andet. Så stå fast...for din egen skyld. Centrum
  10. Det skete

    Noah var voldelig mod mig søndag nat. Ikke så jeg slog mig men det ligegyldigt. jeg fatter ikke hvad der skete. Jeg har aldrig set ham sådan før. Og jeg blev bange. Jeg sagde han skulle pakke sine ting og gå. Det gjorde han ikke. Så i dag tog jeg på job, mit ekstra job og fortalte ham jeg mente det og ikke kom hjem før han var flyttet. Overførte de penge han havde givet for husleje. han fortalte han ville få fjernet sine ting. En mand af en af mine kollegaer kørte med ud og kiggede. Han var gået og havde pakket sine ting. I nat sover jeg på hotellet jeg arbejder. Skifter låsen i morgen og så kører det igen. Han har skrevet hele aftenen. Men holder på at vi ikke skal bo sammen. Det duer ikke. Han siger han bliver bedre og alt det der. Men det sker aldrig hvis vi bliver boende sammen og bliver sammen trods det der skete i søndags. Der er skår i glæden, tilliden og mit billede af ham. Det fanme svært. Elsker ham. Men elsker også min mor. Og hende har jeg ikke set i snart to år pga. Vores historik. Alt kan lade sig gøre.
  11. Verden er nu sjov

    Nu da Prins Henrik er død er TV2 og DR i fuld gang med at rose prinsen til skyerne. Dem der udtaler sig om prinsen udtrykker sorg, savn og sender tanker og blomster til de efterladte. Mens Prins Henrik var i live havde ugebladene og Ekstrabladet travlt med at svine prinsen til. Men hvem tør i dag sige eller skrive noget negativt om afdøde ? Jeg er selv republikaner, men jeg vil afholde mig fra at kritisere ham der Henrik. For jeg vil vel nok blive meget, meget upopulær om jeg gjorde det. Når der er gået et par uger vil alt være normalt igen, og da vil det være legalt at kritisere kongehuset og afdøde. Verden er nu sjov. Ps. jeg synes at prinsen tit havde noget smart tøj på. Han turde eksperimentere med sin beklædning. Nogen grå mand var han ikke
  12. Jeg kan klare mig selv!

    Jeg er en person som siden jeg var 4 år gammel har klaret mig selv samt har jeg altid haft ansvaret for mine mindre søskende. Min liv har aldrig været en dans på roser, jeg har oplevet mere end de fleste gør på et helt liv, ( alkoholiseret forældre som aldrig var hjemme, voldtægt, overfald, utallige børnehjem, plejefamilier og svigte af alle omkring mig, mm. ) jeg skriver det ikke for at i skal få medlidenhed med mig, Men jeg har altid klaret mig, altid fundet en løsning. Den anden dag valgte en pårørende til mig at fortælle mig at jeg altså ikke ville kunne klare mig selv uden personen, hvilket chokeret mig. Må indrømme jeg blev rasende over at høre det, jeg er stadig målløs over det, jeg føler mig trådt på, jeg er og har aldrig været afhæning af nogle andre end mig selv. Jeg har ikke talt med personen siden og jeg kan ikke stoppe med at være vred på personen. Hvad gør jeg? Hvordan stopper jeg med at være vred? Har prøvet at snakke og forklare det til personen som er helt umulig at kommuniker med pt!
  13. Fordele ved at bo alene

    Efter lang og grundig overvejelse er jeg kommet frem til at følgende er fordelene ved at bo alene: Jeg kan drikke direkte af mælkekartonen Jeg kan drikke direkte af colaflasken Jeg kan gå ud med affald i minusgrader uden at nogen råber: Tag sko på! Du bliver syg! Jeg kan brede mig i sengen og mosle rundt med dyner og puder i søvne lige så tosset jeg vil Det er alt. Jeg kan ikke komme i tanke om mere.
  14. Forældre og plejeforældre..

    Tak Tim... håber vi også selv Ja han er dejlig..
  15. Forældre og plejeforældre..

    Jeg ved godt jeg ikke kender dig og som sådan heller ikke begrundelsen for en fjernelse, men min holdning til det er, at en dårlig forældre nærmest altid er bedre end statens indblanding. Hvis de (hvem de så end er) mener der er problemer, så er det vel tilladt at tilbyde den nødvendige hjælp til selvhjælp? Det gør mig virkelig ondt på jeres vegne, specielt fordi det er så godt som umuligt, at lave den beslutning om. Alene det, at du selv har været i pleje, er et af deres kriterier for, at overvåge og tage stilling til, om du er parat. Mage til arrogant opførsel, skal man da lede længe efter... Håber i holder ud og får en fair chance. Tim. NB. I øvrigt en pisse lækker unge
  16. Forældre og plejeforældre..

    Blev mor to måneder for tidligt, min søn på nu 3 måneder og 3 dage gammel , skulle være født d 4 januar.. men kom til verden d 8 november, pga jeg var alvorligt syg havde svangerskabsforgiftning.. Så det blev akut kejsersnit ville gerne have født alm.... Min søn røg i pleje lige fra fødsel næsten, vi lå ude med ham i starten, vi havde / har kommunen over os, pga de mener vi ikke er klar til at kunne være forældre,,, de har ikke givet os en chance eller ladte os komme på et mor/barn hjem... Vi ser vores søn 1 gang om ugen, i 1 time virkelig for lidt.... Når plejefamilien går på ferie, så bliver samværet aflyst, synes at det er dårligt stil.... Vi kæmper utroligt meget, vi giver ikke op, Vi vil gøre alt for at få ham hjem... Nu i næste måned skal vi holde barnedåb for vores guldklump og det glæder vi os til... Det er mig der skal bære ham... Men det er virkelig svært at han er i pleje.. kender det selv for jeg har selv været i plejefamilie, men er så blevet en helt del af min plejefamilie... idet at jeg ikke snakker med min mor mere... ( noget hun selv har valgt ) ...
  17. Men hvad vil jeg?

    Der var noget, der fik mig til at tænke. Til at føle. Men føle på en anden måde, end jeg plejer. Se tingene anderledes denne her gang. Denne her gang, da jeg trådte ud af hans dør, han gav mig et kys og sagde: "regn med mig", så tænkte jeg ikke på ham. Eller på kysset. Eller tog ordene til mig. Jeg lod ordene ligge. Jeg smilte. Jeg kyssede ham igen, og jeg gik. Og denne her gang træk jeg vejret dybt ned i maven, mens mine tanker farede rundt i en knude af tusinde tråde viklet sammen uden at enden var at finde. Denne gang centrede mine tanker sig i mig. De centrede sig om, hvad næste skridt er, for hver gang jeg løfter det ene ben. Venstre ben, foden ned på jorden, højre ben, foden ned på jorden, venstre ben, foden ned på jorden.. og så stod jeg foran metroen ved siden af hans hjem. Og så kiggede jeg ned af gangene, tomt, søndag formiddag, mens en lille tåre trillede ned af mine kinder. Jeg stod i min grå/sorte kjole med min bordeaux taske på venstre skulder, min mobil i hænderne. Og jeg græd ikke over ham. Jeg vidste, at det måske ville være sidste gang, at jeg trådte ud af hans lejlighed, at han kyssede mine læber, og at jeg gled ned ad trapperne for at fange metroen. Jeg vidste, at det måske var sidste gang. Men jeg græd ikke over ham. Og mine tankerne samlede sig om de kys, vi havde delt natten over, hans arme om min krop, mens vi lukkede øjnene, hans ord og hans forsigtige grin. Billederne skiftede i mit hoved. Men mine tanker.. ja, de bandt sig om ham. Men de bandt sig endnu mere om mig. Denne her gang kunne jeg mærke, at nu handlede det om mig. Nu handlede det om mit liv, nu handlede det om mig. Og så satte jeg mig i min seng med computeren på skødet, mens jeg tomt kiggede ud over byen fra min terassedør. Mit blik var tomt. Så mange ting kørte i ring. Nogle gange trillede tårerne og nogle gange formede mine læber et beskedent smil. Nu handlede det om mig. For skridtene mod metroen var et gentagende spørgsmål om, hvor jeg var på vej hen. For nu havde jeg brugt natten hos ham. Og nu var det tid igen til at løfte det ene ben, og nu var det tid igen til at tage næste skridt... i livet. Og hvad vil jeg egentlig i livet? Hvad vil en person, som altid har gjort, hvad drømmene sagde, som altid har ladet sig føre hvorhen hjertet gav tegn. En person, som aldrig har været bange for at tage chancer eller lade sig kaste ud over uden at vide, hvad der ville vente. Hvad vil en person, som aldrig rigtig har haft stabile pæle i jorden. Som har levet med et konstant ønske om dynamik og bevægelse. Om kaos og usikkerhed og en søgen af ustabilitetet og eventyr. For jeg har aldrig været bange for noget. Og da jeg forlod Danmark for 6 år siden var der ingen tvivl om, at det ikke ville være i nærheden af midlertidigt. Og nu er jeg snart 25, hel uddannelse fra udlandet, 5 sprog i kufferten, et studierelevant arbejde med fulde ansvar for området som en del af lederteamet for virksomheden. Ugentlig sprogundervisning på et nyt sprog, daglig træning, gode venner og konstante aftaler. Daglige aftaler. Daglige aktiviteter. Og det hele kører, gør det ikke? Jeg lever et drømmeliv, gør jeg ikke? Jeg har alt, hvad jeg skal bruge og mere til. Jeg har ikke begrænsninger. Jeg lever fuldt ud i et af verdens smukkeste og mest populære byer. Jeg har et stort netværk. Mit CV skinner. Min motivation møder ingen grænser. Min kærlighed til livet endnu færre. Og jeg er klar på, hvad end der kan ske. Jeg er klar på enhver overraskelse, og jeg er klar på uforudsigeligheder. For alt i alt er det, hvad jeg vil have. Uforudsigeligheder. Ikke at vide hvor jeg er om 2 år. Men have idéer, drømme og tanker. Og tårerne vælter ud. For livet er fantastisk, og jeg klager ikke, og jeg er stolt af mig selv og mine beslutninger. Jeg er stolt af, at altid har haft en viljestyrke, der ikke så højder. At jeg gjorde, hvad jeg følte og ikke lyttede til de tusinde "det kan du ikke", og at jeg skabte en vej, hvor der ingen var. At jeg skabte en vej, som andre nu følger. For jeg har altid set hundrede muligheder, hvor der var ét problem. Og jeg har altid accepteret alternativer. Og jeg har en mentalitet, der styrer mod succes. Og så nogle gange, bruger jeg halvdelen af søndagen i min seng med døren lukket, med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg forsøger at skabe en orden i uordenen i mit hovedet, mens jeg forsøger at samle de ting, der sker omkring mig, mens jeg forsøger at finde en mening, og mens jeg forsøger at mærke mig selv i mængden af muligheder, mængden af nye og gamle bekendtskaber, mængden af dates og følelser rettet mod fyre, mængden af arbejde og mængden af universitetet. Og så forsøger jeg at finde mig selv. Og så triller tårerne, fordi nogle gange er det ikke nemt. Jeg ved, hvor jeg står nu, mens jeg ved ikke, hvor jeg står i morgen. Og det er vel også okay? For vi er vel, hvor vi er, fordi det er der, hvor vi har ført os hen..
  18. Livet som landmandskone...

    Er jeg blevet landmandskone? Tror det så må være sådan en look a like for min elskede er jo ikke landmand. Man bliver ikke ikke landmand af at bo på en gård. Og dog... Idag kom sneen og blæsten. Jeg elsker det, når jeg har fri, og det havde jeg idag. Så jeg kunne næsten ikke komme hurtigt nok i tøjet og ud i luften. Jeg har kravlet i sneen, alene og med hunden, leget sneboldkamp med min datter (som hurtigt forsvandt ned i skiven) og kæresten og så har jeg bygget en snemand Jeg og datteren har gået tur i skoven, over markerne og ned til det oversvømmede område, på genboens mark, for at se til isen. Havde håbet vi kunne skøjte lidt her i eftermiddag, men vi måtte konstatere at den smule sne, der kom igår sammenlagt med en temp. omkring frysepunktet, havde smeltet overfalden. Jo vi kunne da godt skøjte, men det er ikke så sjovt at drøne rundt i 3 cm. sjap, så det droppede vi. Istedet gik vi langs skoven, helt ned til hvor martriklen slutter og fortsatte igennem skoven hjem. Så dejlig en tur. Hjemme igen gik vi igang med at tømme halmloftet, med traktor og vogn. Kæresten tog det ned fra halmloftet og kørte det ud i haven, hvor jeg så fordelte det med god hjælp fra min datter. Så gik der et par timer med det, men nu er det også fordelt og så er det samtidig vildtpleje Der er ihvertfald mad til både rådyrerne og harerne, fugle og ikke mindst ormene i jorden. Resten af halmen, ca 20 store læs (500 morten korch baller) skal fordeles i skoven og i maskinhuset. Sidstnævnte til brug når hønsene kommer. Kaninopdræt, til eget forbrug, og et par får er også under overvejelse og de skal jo også have halm. Nu sidder jeg her med min velfortjente kaffe, har lige skyllet alt støvet af og kan mærke hver en mm i kroppen. Ved jeg får ondt overalt imorgen, men den tid den sorg. Det sner ikke mere, desværre.... Centrum
  19. Tidligere
  20. Enkefru

    Kondolerer.
  21. Yes, jeg har fået mig en…..

    Tak skal du have. Venter i hvert fald pt på at skulle skrive under.
  22. Enkefru

    Tak for kondolance. Jeg føler med dig, AJM
  23. Enkefru

    Kondolere Blev selv enkemand for 3½ måned siden, savnet er ikke til at bære AJM
  24. Enkefru

    Kondolere <3 Centrum
  25. Tanker

    Et trick jeg bruger, er at tænke over, hvad det ville give mig, at sige, hvad jeg mener eller tænker om noget. Hvis jeg kan se et formål med at åbne munden for mig selv, så gør jeg det. Jeg gider ikke bare fordi jeg så kan være en del af noget socialt. Det bliver man nødt til at øve sig i at være ligeglad med. Du bliver nødt til bare at tænke på dig selv, og hvad du selv ville være tilfreds med. Hvis du ikke føler for at åbne munden, så lad være. Det er pisseligegyldigt. Du skal acceptere at "sådan er du bare," hvis du kan være tilfreds med dét. Du kan også lade være med at acceptere dét, og så sige til dig selv i stedet for, at "det har jeg bare ikke behov for i denne situation." - Så har du måske meget sjældent behov for det, men det gør heller ikke noget. Hvis du føler det begrænser dig, at du ikke kan åbne munden og sige hvad du mener i sociale forummer, så synes jeg, du skal prøve at tænke over, hvorfor du synes, det begrænser dig. - Er det fordi du bevidst eller ubevidst prøver at leve op til de sociale, uskrevne (og åndssvage) regler, så kunne det måske endda hjælpe dig at øve dig i at lade være med at åbne munden. Du skal have det godt og være ligeglad med, hvad der forventes af dig i sociale sammenhænge, og det er bare at øve sig. Jeg håber, at det kan bruges til noget, og at det ikke lyder som en prædiken eller noget, for det er ikke meningen. Man behøver forresten ikke mene noget om noget. Men nogen gange giver det mening at åbne munden for at få det som man gerne vil have det. Og hvis man ikke føler, man kan dét, så må man stille sig tilfreds med det som det er. Eller øve sig. Peace out :-)
  26. Enkefru

    Så skete det, jeg har vidst i mange år højst sandsynligt ville ske: Jeg blev enke. Officielt er jeg ikke enke, for vi var ikke gift, men efter 11 års parforhold i medgang og modgang anså jeg os som ægtefolk. I går var det 2 måneder siden, han døde. Tiden går. Jeg synes, at han var her for et par dage siden. Trods den store aldersforskel var vi et godt par. Vi var ens på mange områder, og de områder hvor vi ikke var ens, supplerede vi hinanden godt. Gennem sygdomsforløbet var han nervøs for, at jeg ville gå fra ham. Jeg var ved hans side lige til det sidste. Åh, min lille ven. Jeg savner dig. Tak for alle de gode år, vi havde sammen.
  27. du slet ikke klar endnu

    Ro på ;-) det kan være, du skal være single 5 år mere, før du finder drømmemanden. (Sorry) Dejligt, positivt indlæg. Altting til sin tid <3
  28. Forbedre ens danseevner

    Hejsa :-) Jeg lærte at danse ved at sætte noget musik på, som jeg elskede. Noget med lækre rytmer og noget, hvor jeg kunne fordybe mig i musikken, og så lærte jeg mig selv det, og det fungerer fint på diskotekerne :-) Det vigtigste for mig er, at jeg selv føler jeg har styr på det, at jeg nyder det og ikke er usikker i det, og så er jeg ellers rimelig ligeglad med, hvordan andre synes det ser ud. Og på diskoteker er alle jo fulde alligevel :-D Mit råd til dig er at øve dig i at mærke musikken og følge rytmen og så bare se, hvorhen det tager dig. Det vigtigste ved dans er at det skal være sjovt og rart, det er ligemeget om man laver de rigtige moves, for de findes ikke. Der findes sikkert også rigtig mange videoer på Youtube til inspiration. God fornøjelse ;-)
  1. Load mere aktivitet
×