Børn eller ej - kan man snakke for meget om det?

[Gæst Snykling]

Kæresten og jeg har igennem et stykke tid ofte har debatten "Børn eller ingen børn" oppe og vende. Nu begynder jeg at føle, at jo mere vi snakker om det, des mere negative bliver vi i forhold til at skulle have børn. Vi er begyndt at fokusere meget på, hvorfor det er en dårlig ide at få børn, og vi er især begyndt at lægge mærke til de ting, som vi synes andre gør forkert i forhold til deres børn. Og når vi så snakker om, at hvis vi får børn, så vil vi i hvert fald ikke gøre sådan, men i stedet sådan og sådan, så har det lidt den effekt, at det forstærker minuslisten ved at få børn.

Nu er jeg så begyndt at tænke, om vi simpelthen snakker for meget om det? Om vi bare skulle droppe al snakken, og når tiden er inde (hvilket højst sandsynlig vil blive når jeg er færdig med at få rettet kæben), så droppe p-pillerne og bare lade tingene ske?

Jeg tror, at vi begge inderst inde gerne vil have børn. Jeg ved i hvert fald, at vi begge to er bange for, at vi fortryder, hvis vi ikke forsøger.

Er der nogen, som overhovedet kan følge mine tanker? Nogle gode råd eller inputs?

[Rødstrømpen]

Jeg tror godt man kan tale for meget om tingene generelt. Omvendt er det også noget der er så stort, at man er nødt til at være enige om spillereglerne og om, hvordan I synes er godt eller skidt.

Som du ved, så har jeg ikke børn (og får det ikke foreløbig), men jeg kan godt relatere til det i andre af forholdets aspekter. Man taler og taler og taler og taler, også selvom begge parter faktisk er enige.

Hvis I synes at jeres tilværelse er klar til at få et barn, så tror jeg "bare" man skal gøre det. Der er ikke nogen garantier her i livet, og derfor synes jeg da man skal kaste sig ud i det, når nu situationen faktisk er til det. det er næsten som at flytte sammen; det er et stort skridt og man ved aldrig hvad det vil føre med sig.

Og så vil jeg lige tilføje, at minuslisterne som regel bliver helt vilde, hvis ikke man også laver en plusliste: I vil gerne, børn er søde, jeres liv ville kunne tåle det osv osv... :)

[LadyFox]

Jeg tror bare det er et tegn på at i ikke ønsker/er klar til børn lige nu - og hvis jeg husker din alder rigtigt så er det jo heller ikke fordi at det er ved at være aller sidste udkald med hensyn til børn - så jeg tror det er en god idé at droppe snakken en periode, og så tage den op senere hen - jeg tror jo mere i begge ønsker børn i den nærmeste fremtid jo possitivere vil snakken omkring dem nok også være.

[DoctorLove]

Ja, jeg tror sagtens, at man kan tale for meget om tingene!!

Og hvis man ser rationelt på konceptet "børn", så er det jo en underskudsforretning! Det er dyrt, det begrænser ens handlefrihed, farvel til mange luksusgoder (spontane biografture og undertøj uden ammefunktion), det er svært at tage på ferie, man ender måske med strækmærker og hængebryster... Træls, træls, træls!! Og så har vi slet ikke talt om SØVN. Suk.

Problemet er, at vi kan alle sammen sætte os ind i søvnmangel og alle de andre besværligheder - men man ved først hvor dejligt det er med børn, når man har barnet! Derfor ser projektet "børn" altid rædselsfuldt ud for barnløse...

Men det ER dejligt med et lille barn - jeg har selv en datter på 4 måneder, og jeg elsker at være mor. Jeg elsker den lille dame, og når hun smiler og klukker af grin, så er jeg helt smeltet væk. Børn ER vidunderlige - det er jo altid vidunderligt at være sammen med mennesker, man elsker. Og når man får et barn, så forøger man automatisk mængden af kærlighed i ens liv. Der er pludselig flere at elske - og flere, der elsker tilbage.

Og hvis vi nu ser rationelt på at få en hund (altså bare for sjov), så er det jo de samme ulemper: Det er dyrt, man kan ikke bare hoppe på ferie, når man vil (Fido skal jo også babysittes), Fido skal luftes hver morgen klokken 6, og så alle bekymringerne. Men folk får hund alligevel!

Jeg glæder mig allerede til vores næste barn, jeg kan faktisk næsten ikke vente. Og hvis det var så rædselsfuldt med børn, så ville folk vel ikke få flere end én...

[Tamse]

Enig med DL og Rødstrømpen...-og jeg kan kun tilslutte mig, at det er vidunderligt at have børn/barn.

Selvfølgelig skal man gøre sig overvejelser og se på, om man befinder sig et sted i livet, hvor man har overskuddet og lysten.

Jeg er så én af dem, der ikke kan se ulemperne. Ja, der kommer nogle søvnløse nætter og evige bekymringer. Men den med den mistede frihed, har jeg aldrig forstået. Selvfølgelig, er der ikke de store dødsdruk ture længere, og hvis det er vigtigt at have ofte, skal man nok ikke lige få børn nu og her. Men ellers synes jeg ikke, det er vanvittig besværligt. Man skal også passe på ikke at gøre det sværere, end det er... Min søn har for det meste altid bare været med, hvis jeg skulle nogle steder. Middag med vennerne, caféture med veninderne osv. Jeg har aldrig følt, at jeg gik glip af noget, der ikke kunne undværes, fordi jeg har fået barn. :)

[Gæst Snykling]

Tak for jeres svar :)

Jeg tror, at kæresten og jeg bare skal lade snakken ligge for en stund. Og det gælder også når andre bringer det på banen. Måske hele tvivlen kan have noget at gøre med, at rigtig mange i især familien bliver ved og ved med at komme med spørgsmålene om, hvornår det bliver vores tur. Kæresten og jeg havde egentlig snakket om for længe siden, at jeg skulle droppe p-pillerne, når jeg har fået opereret kæben. Det er efterhånden 2 år siden, at vi snakkede om det, da det var en af overvejelserne vi havde med, da jeg sagde ja til denne operation. Operationen kommer nok til at ligge inden for den nærmeste fremtid, så egentlig ville projekt baby nok ikke være så langt væk. Men i den tid, der er gået, er vi bare blevet bombarderet med, at nu er det snart vores tur, og det har nok været med til at gøre specielt mig irriteret. Jeg føler mig lidt presset, og det har nok været med til at skabe en endnu større tvivl. Og ja, jeg bliver nok også bare lidt Rasmus-modsat ind imellem ;)

Selv om jeg kan se nogle minusser, så tænker jeg samtidig, at det er jo ikke værre end man selv gør det til! Selvfølgelig kræver det mere planlægning hvis der skal være tid til socialt samvær, og vi skal have tid til hver vores ting også. Og selvfølgelig bliver det sociale samvær lidt anderledes i hvert fald i starten... Men det kan jo sagtens lade sig gøre, og det behøver jo ikke at ændre sig til noget dårligere :)

Jeg tror i bund og grund, at vi er klar. Jeg vil bare gerne have denne operation overstået, og vi vil gerne have lov til at få et barn, når tiden er rigtig for os og ikke for alle andre. Så vi skal nok bare bede familien om at klappe kaje ;)

[LaMariposa]

Har længe villet svare på tråden her, nåede bare ikke lige så langt. Anyways, så tror jeg sagtens, man kan snakke for meget om det, og det kan måske gøre det endnu sværere at tage en beslutning. På den anden side... Det er så stor en beslutning (måske den største beslutning, man skal træffe i et forhold), at det er vigtigt at snakke det grundigt igennem først.

Og jeg kender så godt til omverdenens kommentarer omkring, at "nu skal I da se at komme i gang". Det er bare så stressende at skulle gå og forklare hele tiden. Men det er altså jeres beslutning, og de må forstå, at det kommer, når I er klar til det. Længere burde den egentlig ikke være. Synes faktisk, det er lidt underligt af folk at spørge så direkte, om man ikke skal have børn. Det er som om, det er den eneste mening med et længerevarende parforhold.

Min mors veninder får børnebørn ind ad en kant lige for tiden, og min søde mor vil så gerne have nogen også. Men jeg har gjort hende meget klart, at storken ikke kommer hurtigere af, at hun bliver ved med at spørge. Heldigvis forstår hun godt argumentet med, at man altså skal være klar først og have prøvet de ting af, man gerne vil prøve af først. Derudover kræver det i min bog også et solidt parforhold at få sådan en lille en. Min kærestes kammerat har to børn, og han var rigtig meget efter min kæreste, da min kæreste var sammen med sin eks, fordi han syntes, at de skulle se at komme med i gang. Nu er kammeraten faktisk begyndt at udtrykke lidt misundelse over, at min kæreste og jeg stadig har friheden til at sove længe, tage på spontane weekendture og gøre lige, hvad vi vil. Selvfølgelig fortryder han ikke sine børn, kammeraten føler bare ikke, han fik prøvet nok ting af, inden han fik de to.

Alt dette er selvfølgelig meget individuelt, men alt ovenstående historier var egentlig bare for at understrege, at det i min verden er helt okay at vente, til man føler sig klar - velvidende, at man måske aldrig bliver sådan helt 100 procent klar. Håber, alt mit snak giver mening :o

[Plotin]

Hej Snykling

Skal prøve at fatte mig i korthed, selv om det - ifølge mine omgivelser - ikke er min stærkeste side:D:

Havde kendt min kommende ekskone (kan man overhovedet skrive sådan ...og især, når vi på det tidspunkt endnu ikke var gift?) i fem år, og hun havde givet klart udtryk for, at hun ingen planer havde, om at få børn. Det havde jeg, for så vidt, accepteret og slået mig til tåls med, selv om jeg i høj grad "havde alderen", i rigt mål, og havde haft den i lang tid. OG alligevel i høj grad følte mig parat til at blive far, hvis ...

Da hun så en dag meddelte, at hun havde i sinde at lægge p-pillerne på hylden, spurgte jeg naivt: "Øhh ... betyder det så, at vi skal til at begynde, at bruge kondom ...?".

Alternativet brød jeg mig faktisk ikke rigtigt om, at tænke på! :-S

Men, næh nej ...: "Varanen" (dét udtryk fortrød jeg senere, en dag vi sammen så "Huset på Christianshavn, med dyrehandler Clausen ... - men dét er en HELT anden historie ...*LOL*!) sagde, at hun da havde tænkt, at "se, hvad der ville ske ...". OK???:-O, øh jo ...??!

Jeg var omkring de 38, og hun tæt på de 30. Vi HAVDE talt om, at vi, mest af praktske grunde, ville gifte os, hvis vi skulle have barn, en dag ... Ja, JEG havde altså, 5 år tidligere, på hendes spørgsmål: "Hvad, præcist, vil du egentlig, med mig ...?" svaret, at jeg skam gerne ville giftes med hende ...

Vi BLEV gift, inden knægten blev født, og inden, hun fyldte 30.

At jeg så, inden vi nåede at BLIVE gift, skulle skrive under på, at jeg "havde været sammen med kvinden, på avlingstidspunket ...", jo, det STÅR der, sgu *LOL*! og at jeg måske overdrev værkstedshumoren en smule, med en kvik bemærkning om, at "det kunne jeg da, i bund og grund, ikke VIDE!" er så blot en ganske underholdende detalje!

Og, unge mænd, derude: Don't ever do that mistake, at home!:-S

Det korte, af det lange: Knægten fylder 19 - og jeg husker endnu duften af ham, da han kom til verden! :)

Snykling: Hvis I begge tror på, at I vil kunne samarbejde, om et barn, uanset hvad, der sker: Go for it!

Ellers: Følg Folketingsdebatterne, et ½ års tid, og hvis I derefter stadig føler for et barn, tjaa ... ;)!